Blog Image

JHOconsult

Blog af Rikke og Jan Have Odgaard om:

Handicap er, når man ikke selv forstår, når omverden ikke forstår, og når ingen forklarer. Hvis vi vil ligestilling, ligeværd, og ligebehandling så skal vi forstå, forstås, og have lov at give og modtage forklaring. Her skrives nærmere om: ADHD, autisme, angst, PTSD, om behandling, terapi, konsulentarbejde, støtte og hjælp.
Du må gerne gengive, videresende, uddele materiale og viden fra bloggen - blot du husker at angive kilde.



Nye blogindlæg

Blog Posted on 21 Feb, 2015 19:53

DER OPRETTES IKKE LÆNGERE BLOGINDLÆG PÅ DENNE SIDE – INDLÆGGENE UDGIVES NU KUN VIA http://jhoconsult.dk/materialer-2/blog/index.html

DE TIDLIGERE INDLÆG VIL BLIVE STÅENDE SÅ LÆNGE DENNE UDBYDER HAR TILBUDDET ÅBENT TIL OS.



Anvendt Anerkendende Tilgang

Blog Posted on 20 Jan, 2015 12:26

Kultur versus natur. Vi foretager løbende indpakning af
vores natur og af vore behov, i den kultur vi væver mellem os. Kulturen, den
kunstigt skabte, er konkret og nærværende del af vores liv, uden vi i øvrigt
skænker det mange tanker.

Natur kan være fysisk at skubbe en anden person væk, hvis
man oplever at de står for tæt på, eller hvis de på anden måde står i vejen for
en selv. Kultur kan være at meddele sig sit behov til den anden, med det
todelte sprog, der samtidigt formidler anerkendelsen af den anden, samt af eget
behov: “undskyld det er ikke for noget, men du står lige lidt for tæt på
mig, til at det er rart, har du mulighed for at flytte dig lidt…”. Natur
kan være at tage det største stykke kage, fordi man elsker kage. Kultur kan
være at tage det mindste stykke kage, fordi det udtrykker høflighed, respekt,
ydmyghed, lyst til at dele, eller andre kulturbårne normer i samværet med
andre.

Natur er at handle konkret og direkte på behov, i respekt
for den samtidige hierarkiske struktur – hvem er stærkest, hvem bestemmer. Kultur
er at formidle behov pakket ind i de kulturbårne normer der er gældende i den
aktuelle interaktion. Endvidere at formidle dette under samtidig respekt
for den hierarkiske struktur: er der er en udpeget leder, en naturlig leder, en
uformel leder osv..

Anerkendende tilgang er dermed en kunstig tilgang. At
meddele sig og tænke anerkendende er et kunstgreb, en kulturbåren tilgang. Det
er ikke naturligt at søge det “gode ved”, “det positive ved”,
at have udfordringer frem for problemer, eller at kritik skal være konstruktiv.
Det naturlige er, at vi udpeger det der er l***, at vi har problemer, samt at
vores kritik beskriver det der frustrer os. Det kunstgreb den Anerkendende
tilgang tilbyder os, er at vi sætter os selv, andre og vores fællesskab i stand
til at skifte position og betragte egne behov, problemstillinger og oplevelser,
fra et andet perspektiv, der kan medføre nye muligheder, og give mere energi.

Anerkendende tilgang har været udsat for meget kritik: den
er ikke konkret, den undertrykker og skaber “ja-facisme”. Den giver
stress, gør det umuligt at tale om problemer, undertrykker medarbejdere, handicappede,
ledere, borgere osv.. Ja, det er naturligvis muligt at anvende den anerkendende
tilgang til dette. Alt kan misbruges. Alt kan perverteres. Alt kan misforstås.
Både i hænderne på den inkompetente, såvel som i hænderne på den, der bevidst
misbruger.

Det er vigtigt at skelne – fordi “ja-hat”, eller
“ikke at sige fra”, eller “undertrykkende positivisme” og
andre tiltag, som den anerkendende tilgang beskyldes for at have medført, er
ikke resultater af, eller integrerede i den Anerkendende Tilgang – det er
resultater af misbrugt, eller misforstået anvendelse af tilgangen.

Anerkendende tilgang kræver ikke lalleglad positivisme – den
kræver søgen efter det gode motiv: Når en medarbejder, et medlem af familien,
et barn i institutionen – udtrykker eller viser modstand, er det opgaven indenfor
den Anerkendende tilgang at overveje: “hvad er det gode ved denne reaktion
– hvad er det personen forsøger at fortælle mig?”. Anerkendende tilgang
kræver søgen efter mening – man kan sige at den i vidt omfang hviler på Frankls logoterapi. Der skal være
mening med tingene, dette giver styrke og tiltro, og sammenhængskraft såvel i
den enkelte som i fællesskabet.

Konsulenter der nu vidt omfang begynder at undskylde at de
har anvendt Anerkendende tilgang og selv har medvirket til at skabe
“ja-facisme” eller tvungen positivisme, det er konsulenter, der ikke
har formået at forstå, og dermed korrekt formidle den konkrete anvendelse af Anerkendende tilgang. De har manglet evne til at formidle at det netop i høj
grad bruges til helt konkret at kunne beskrive og tale om det svære, det
kritiske, problemstillingerne, således vi har et virkefuldt redskab der
relativt simpelt kan anvendes i de svære samtaler og i de modsætningsfyldte
fællesskaber, eller dilemmaer.

Jeg har også personligt oplevet anvendelsen af anerkendende
dialogmodeller, hvor jeg næsten ikke kunne genkende modellen, fordi den netop
blev anvendt til at undertrykke utilfredshed og styre “dialogen”. Men
det at en model anvendes forkert gør jo ikke tilgangen forkert.

At sige fra er igen blevet et moderne begreb. Vi skal igen
lære at “sige fra”. Konsulenter reklamerer ikke længere med at de
arbejder anerkendende, nej nu arbejder de med at skabe afgrænsende tiltag,
eller med at den enkelte kan “sige fra”, kan sige “nej”. Men
overvej det lige et øjeblik: Hvad er et nej? Hvad er det at sige fra? Hvad kan
det konkret bruges til?

Forestil dig, at din leder siger: “kan du forberede det
her til mødet fredag, vi skal have drøftet den her situation i gruppen?”,
og så siger du “nej det kan jeg ikke holde til, jeg har alt for
meget”. Nu i “nej-hattens” begyndende levetid, skal din leder så
acceptere dette, og sige “ok”. Men hvis det nu reelt var vigtigt at
det var dig der løste opgaven, du kender den bedst, og det er også reelt
vigtigt at drøfte dette på mødet fredag, hvor står vi så med løsning af
opgaven? Den anerkendende tilgang beriger her muligheden for at du kan svare
som ovenfor, og at din leder nu i stedet for simpelthen at acceptere dit svar
kan udfordre dig: “ok, jamen godt du siger det, hvordan kan vi skabe plads
i dine opgaver, så du har tid til dette, for så må vi forsøge at prioritere,
kan jeg hjælpe med det, eller er der andre der kan?” (et eksempel). Det
anerkendende går jo begge veje – opgaven og dens prioritet skal jo også
anerkendes. Lederens ret til at fordele arbejdet skal jo også anerkendes. Medarbejderes
eget udspil skal anerkendes. Det anerkendende skal hjælpe med at kortlægge alle
udfordringer, og at sikre, at muligheder der på den baggrund findes, kan
håndtere ALLE disse, og ikke blot elementer af disse.

Anerkendelse er ikke positivisme og ja-hat, eller krav om selv at skabe
motivation. At beskrive dette som anerkendelse, eller som enestående elementer
i Anerkendende tilgang, det er at vise sin ekstreme mangel på kendskab til Anerkendende tilgang, samt i den grad at beskrive sin manglende evne til at
anvende Anerkendende tilgang. Anerkendende tilgang er jo netop det modsatte på
alle måder.

MEN det anerkendende arbejder konstant og vedholdende med at
finde succesen i erfaringen, i det kritiske, i problemet. Ikke fordi det skal anvendes
til at negligere, men fordi det skal anvendes som ressource i håndteringen!
Derfor er al kritik, negative erfaringer, og problemstillinger vigtige
elementer i den Anerkendende tilgang, de er jo naturlige. Så kommer kulturen,
det kunstigt skabte element, den valgte tilgang – her den Anerkendende, og
transformerer ved at søge succes, søge det der virker, søge den gode historie,
søge den positive erfaring, søge det gode motiv, og det er hvad vi konkrete kan
bruge tilgangen til.

Det giver energi! Det er ganske simpelt i virkeligheden: det
vi betragter som værdifuld læring giver os energi at tænke på. Det vi betragter
som nedture og l*** i vores liv, det giver træthed. Ved at lære at tænke
anderledes om tingene, kan vi hjælpe os selv med at få mere energi og med at
bruge vores initialt negative erfaringer, til at fokusere på hvilke ressourcer
disse gav os, eller hvordan vi kunne lære af dette. Anerkendende tilgang er i
sin ægte form ressourcesøgende, berigende, udviklende, uden at være stressende,
og den er energifremmende. At udvikle denne tænkning i den enkelte er en
læringsproces, fuldstændigt som det er med alle andre elementer i vores kultur.
Vi cykler ikke første gang prøver, vi taler ikke flydende og korrekt første
gang vi prøver. Men vi øver os og bliver ved, og på den vis kan vi begynde at
mestre.

Er du blevet nysgerrig på praksisanvendelse af tilgangen? Læs evt. vores artikel omkring dette: Anerkendende tilgang på personalemødet

Eller følg os Facebook

Læs mere af vores materiale, som du finder på vores hjemmeside



Det neurologiske handicap i parforholdet

Blog Posted on 01 Apr, 2014 16:09

Et
vidtgående handicap har vidtrækkende betydning for den berørte. Det påvirker
vores tænkning, sansning, og dermed al adfærd, på alle områder af vores liv.
Prøv at tænk på det således: vores handicap påvirker den måde vi opfatter
omgivelserne på, og dermed også den måde, hvorpå vi tillægger omgivelserne
betydning. Vores handicap betyder endvidere at den måde vi oplever verden på,
den måde vi påvirkes af verden på,
gennem berøring, tiltale, synsindtryk osv., også opleves anderledes for os, end
det gør for andre – end det gør for den neurotypiske del af verden, de der ikke
har og lever med en neurologisk udviklingsforstyrrelse.

Det er klart
at når udviklingsforstyrrelser og adfærdsforstyrrelser, som Autisme (herunder
AS) og ADHD, har så vidtrækkende betydning for adfærd, herunder tænkning, så
har det også en enorm betydning for vores måde at være i et parforhold på, og
dermed også for vores partner, og for de løsninger som man i det gode
parforhold, ofte selv må opfinde, og må erkende på ingen måder ligner de
løsninger, som omgivelserne i gensidigt neurotypiske forhold har for deres
fælles liv.

Jeg holdt for nyligt foredrag på Autismemessen i Kreds Sønderjylland. Her var
foredraget ind i mellem krydret med historier fra mit eget livs erfaringer, fra
en liv med ADHD og Autisme, hvor jeg har oplevet såvel at skulle fungere i et
ægteskab med et menneske der var neurotypisk, såvel som med min nuværende mand,
der er ADHD’er. Jeg tænke ikke yderligere over det, mine oplæg indeholder altid
såvel faglige som personlige erfaringer, til at illustrere forskellige
indfaldsvinkler, teori gives altid et konkret billede, men efterfølgende
besøgte jeg messens stande, og både her og efterfølgende blev jeg meget berørt
af de mange henvendelser jeg fik. På dagen må mine beskrivelser fra
parforholdet have berørt mange, fordi det var fra mennesker med stor sorg og
afmagt i kærligheden at disse henvendelser kom. Det var såvel vores
neurotypiske partnere, som andre der også havde neurologiske handicaps der
henvendte sig til mig, og det var hjerteskærende at høre den sorg og afmagt jeg
fik indblik i, når de berettede om deres udfordringer i kærlighedslivet.

De
neurotypiske partnere følte sig ”forladt”, ”overset”, oplevede at ”de havde
gjort alt”, oplevede ”manglende erkendelse” hos deres partnere, havde forsøgt
at få hjælp men oplevede at den ikke var hjælpsom, oplevede os som
uforudsigelige, og som utilnærmelige. De med Autisme beskrev at de var blevet
gjort mærkelige, og nu gad de ikke mere, de havde opgivet at blive forstået og
rummet, de beskrev deres partnere som intimiderende, og to af dem beskrev, at
deres neurotypiske partnere havde udtalt at de ønskede at de aldrig havde fået
deres diagnose, fordi det havde bare gjort det hele meget værre. Endvidere
beskrev de en konstant tilstand af stress og de fleste har også beskrevet, at
de ville ønske de bare havde valgt at leve alene. En enkelt henvendte sig, og
var faktisk i et godt parforhold, men syntes det var så hårdt at være i et
parforhold, at hun alligevel ikke rigtig havde overskud til det. Fælles for
alle, var at selve parforholdet var den hårdeste del af livet med et
neurologisk handicap.

Jeg har selv
personlige erfaringer, der afspejler dette. På et tidspunkt søgte jeg med min
daværende neurotypiske mand parterapi, og på daværende tidspunkt blev dette
tilbudt helt og ganske gratis, da staten havde besluttet at den ville gøre
noget proaktivt ved den høje skilsmisserate. Vi drog altså til parterapi på
statens regning på OUH’s psykoterapeutiske afsnit.
Og jeg er sikker på at min daværende ægtefælle følte sig både forstået, spejlet
og hjulpet. Jeg oplevede til gengæld at endnu en grøft blev gravet mellem min
ægtefælle og jeg, idet de to terapeuter faktisk ikke forstod mig, og heller
ikke kunne gøre sig begribelige for mig. Jeg har nok aldrig sagt ”hvorfor” så
mange gange på så kort tid. Og jeg gav meget ofte udtryk for at det simpelthen
ikke gav mening for mig, hvad de talte om, og at det jo netop var kernen vores
udfordringer, at jeg rent faktisk syntes han var helt igennem ulidelig, både
ulideligt uforståelig, men også ulideligt trængende, efter noget som jeg ikke
forstod hvad var. Problemet var at der blev talt om behov, men hvori disse
”behov” konkret bestod kunne jeg ikke få at vide.

Det slog
hovedet på sømmen da de to terapeuter afsluttende forsøgte at nøde mig til at
indgå en aftale om i højere grad at ville imødekomme min mands ”behov”, som jeg
stadig ikke havde kunnet modtage en helt igennem konkret og nøgtern beskrivelse
af. Jeg gik fra terapien med en oplevelse af at være umådeholdent inkompetent
som menneske, og særligt som ægtefælle. Samtidigt var jeg rasende på min
ægtefælle, fordi han ikke bare kunne fortælle mig, hvad pokker det var han
havde brug for. Jeg havde haft helt konkrete udfordringer i vores hverdag:
behov for tilregnelighed, en aftale er en aftale. Behov for fred, når jeg laver
noget selv, så skal jeg ikke stå til rådighed for fællesskabet osv. Disse behov
var heller ikke blevet imødekommet, selvom de var blevet helt konkret
beskrevet, fordi her skulle jeg igen forstå disse ”behov”, som jeg jo netop
ikke forstod, hvilket var hele misæren.

Vi forsøgte
blot en gang til, så sagde jeg fra – det var ikke hjælpsomt for mig, og hvis
den ene part ikke er hjulpet, så er det jo ikke hjælpsomt for et parforhold, at
modtage parterapi. Logikken var klar for mig. Det var den ikke helt for hverken
min daværende ægtefælle eller for terapeuterne, der mente at jeg skulle gøre
mig mere umage for at forstå, som om det var en modvilje jeg havde. Det meget
sære er, at den ene af de to terapeuter blev faktisk mere imødekommende i løbet
af de to samtaler vi nåede af have, og to år efter henvendte hun sig til mig,
da vi løb ind i hinanden i en anden sammenhæng. Hun ville lige fortælle mig, at
det faktisk havde slået hende i samtalen, at de spørgsmål jeg stillede egentlig
var gode nok, for hun kunne jo rent faktisk heller ikke besvare dem. Hun havde
opdaget at hun heller ikke forstod, men bare svarede på autopilot, uden at det
nogensinde havde forstyrret nogen andre i hendes daglige arbejde. Det havde
ført til nogen selvransagelse, og hun var nu også blevet udredt med ADHD, og
var medicineret, og havde fået et langt bedre liv, og hun ville gerne takke
mig, fordi hun havde faktisk aldrig selv holdt fast i de spørgsmål, og uden dem
havde hun ikke opdaget sig selv rigtigt.

I vores
praksis får vi også jævnligt klienter, der kommer med deres partnere, fordi
samtidigt med at den berørte med ADHD/Autisme skal lære at leve livet sundt og i overensstemmelse med
autisme eller ADHD, skal deres deres omgivelser jo også lære det. Her kan vi i starten af vores egen erkendelse også have behov for udefrakommende hjælp til at sætte ord på dette, og til rigtigt at forstå det selv, og vi har stort behov for at vores partner samtidigt kan forstå og genkende det vi gør, så vi får den plads og rummelighed vi har brug, for at leve sundt og godt med vores Autisme og/eller ADHD. Parterapi skal i dette omfang sikre, at
begges behov er afdækkede og forståede, og med det udgangspunkt fuldt ud
anerkendt. Når parterne i parforholdet har erkendt egne behov, og partneres behov,
så viser det sig oftest at de sagtens selv kan finde løsninger, der rummer
begges behov. Støtten der er behov for, er i realiteten til at erkende, forstå
og anerkende. Når dette udgangspunkt er nået, så er man oftest hjulpet godt
videre. De der kommer med dette behov, og umiddelbart simpelthen har behov for
at opnå en fælles forståelse, de er hjulpet videre efter 2-3 samtaler. Det er
jo ikke livslang terapiforløb der er behov for, det er et roligt rum, med
tilstedeværelsen af en person, der kan tilvejebringe og sikre en sund dialog,
samt kan give undervisning i forholdet til den indlevelse, der ikke i første
omgang er til stede mellem de to.

Kerneområderne
er faktisk flere, men udgangspunkt er jo altid egen erkendelse af eget behov,
dette såvel hos den med et neurologisk handicap, som hos den neurotypiske
partner. For os alle er vore behov ofte indforståede, og vi der har et handicap
har ikke sprog for vore behov, fordi de har manglet naturlig spejling, og de
der er neurotypiske har kun de ord for deres behov, som de selv er blevet
spejlet med, og disse giver som bekendt ikke mening for os, da vi ofte ikke har
en indre genkendelse af disse udtryk.

Endvidere er
der behov for at få indsigt i de behov et nerologisk handicap medfører i
omgangen med omgivelserne. Der er næsten ingen neurotypiske mennesker der for
alvor og indlevet forstår, hvor stærkt selv den mindste forandring kan
forstyrre et menneske med et neurologiske handicap. De har behov for stor hjælp
til at forstå dette, så de kan få adgang til deres omsorg og lyst til at rumme
og hjælpe, frem for til den oplevelse de ofte umiddelbart har af at det hindrer
dem i at leve deres liv frit.

Der er
næsten ingen af os med et neurologisk handicap, der helt forstår det
neurotypiske behov for relation. I et parforhold vil vores neurotypiske partner
ofte opleve sig følelsesmæssigt forladt og tro at de lever i et kærlighedsløst
forhold, fordi vi enten er fokuserede på dem, eller på noget andet, og ikke på
begge dele på en gang. De har behov for at forstå dels vores måder for
opmærksomhed, og dels hvordan de forstå deres egne behov, og roligt bede om at
få dem opfyldt. De skal også lære omkring os, at vi gerne vil give dem den
kærlighed de har behov for, og at det ikke er manglende vilje, når vi ikke
regner disse behov ud, men simpelthen manglende evne til at regne både det ud,
og så stadigvæk fungere i vores liv. Hvis vi skulle regne vores partnere ud og
virkelig forstå dem, så skulle vi jo ikke lave noget andet. Og det ville de jo
nok i realiteten heller ikke holde så meget af. Det ville være som at blive
undersøgt under et mikroskop og gennemforsket på kryds og tværs, inden længe
ville en som jeg nok begynde at fortælle min partner, at: ”nej det skal du da
ikke gøre, det er jo ikke noget for dig, du kan meget bedre lide…”. Det er jo
nok heller holdbart, og under ingen omstændigheder harmonerer det med at have
et liv ved siden af, også.

Et andet
emne der altid er vigtigt, er forståelsen for sanseforstyrrelserne. Dette har
jo indflydelse på næsten alle områder af hverdagen. Hvor højt TV kan afspilles,
om man overhovedet kan se det sammen uden hovedtelefoner på osv., om man kan
bruge parfumerede produkter i det fælles hjem osv. Det påvirker den gensidige
mulighed for udveksling af kærlig berøring og lignende i løbet af livet. Det,
der for den kærlige neurotypiske partner kan have motiv som en kærlige
berøring, kan for den med Autisme eller/og ADHD, føles som et ubehageligt
fysisk angreb. Omkostningerne af ressourcer ved det fysisk nære samvær er også
meget forskelligt, hvor den neurotypiske partner typisk får energi af det, så
udtrættes partneren med ADHD og/eller Autisme. Seksuelt har det dermed også en
ubeskriveligt stor betydning, og det er vigtigt at lære omkring forstyrrelse,
fokus, betydningen af sanseoplevelser, hvordan opleves det f.eks. at kysse,
eller at man selv eller den anden sveder, lugter, laver lyde osv. Uden
rummelighed i parforholdet til at de meget forskelligartede behov gives plads,
er der stor risiko for afsavn, længsel og gensidig oplevelse af at partneren
ikke giver plads nok.

Det sidste område
jeg i denne omgang vil adressere, er de forskelligartede kommunikative vaner og
strategier der er ved hhv. den ene og den anden tænkning. Her giver det
ubeskriveligt mange udfordringer, idet såvel ADHD, som Autisme er handicap der
påvirker ikke blot socialiteten hos den berørte men også den helt konkrete
måde, hvorpå man kommunikerer og forstår det der kommunikeres fra andre.
Endvidere giver nutidstænkningen der er klassisk ved stress, den stress der uvægerligt
opstår i den krævende interaktion, også problemer i forholdet til at kunne tale
om gamle konflikter, der oftere og lynhurtigt bliver præcist så konfliktfyldte,
som de var, dengang de var aktuelle sidst. Det bliver i parforholdet svært at
få talt om, og få løst sine konflikter, fordi såvel selve dialogen, som det
overhovedet at have en konflikt, begge er prægede af udfordringer, der også er
specifikke ved de neurologiske handicap. Et hurtigt hjælpemiddel er at bruge
papir og blyant, når man skal tale sammen om et emne, så man kan skrive ned
hvad man egentlig taler om, og lettere holde fast i emnet. Men det er ofte nødvendigt at få hjælp til
rigtigt at forstå hinandens brug af sproget, og på hvordan tænkning påvirker
såvel sprog som forståelsesramme. Det er vigtigt at få hjælp til at lære at få
de gode samtaler, samt til at få forståelsen for hjernen agerer under stress,
og hvad man kan gøre, for at imødegå dette konstruktivt, i samtaler generelt,
og også i konflikthåndtering i familien.

Dette er
blot nogle af de områder hvorpå der med god mening kan være behov for
erkendelse og nytænkning i parforholdet hvor den ene, eller begge har et
neurologisk handicap. Hvis I oplever i jeres forhold, at der mangler forståelse
for nogle af disse, eller andre områder,
vil jeg opfordre jer til at søge hjælp. Når I får den hjælp, så være
gerne kritisk. Hvis ikke i føler jer spejlede så hold fast, hvis ikke det fører
til spejling, så find en anden der kan hjælpe jer. Husk nu at det er jo ikke
jer der er der for terapeutens skyld, det er rent faktisk terapeuten der er der
for jeres skyld, og I betaler antageligt gode penge for det. Det skal virkelig
hjælpe, og hvis der i jer selv og jeres partner er en god erkendelse af grundudfordringerne,
så bør det give en markant forandret forståelse på bare 2-3 samtaler, således I
selv kan arbejde videre med det uden yderligere hjælp. Så kan det være godt at
modtage en opfølgende superviserende behandling, ved store forandringer i
hverdagen – jobskifte, børnefødsler ol.. Ligesom det naturligvis kan kræve
flere samtaler, hvis flere udfordringer afdækkes. Men det er IKKE et livslangt
terapiforløb der kræves, på nogen måder, og det SKAL føre til at I får det
bedre, eller finder frem til at I hver især ikke ønsker at give den nødvendige
plads til hinanden. Parterapi skal føre frem til at begges behov anerkendes, og
at de imødekommes i det omfang det kan lade sig gøre, og er sundt for begge
parter, eller der findes andre veje til at få opfyldt de behov man har. Held og
lykke med parforholdet!

Husk at du kan følge os på Facebook bare tryk like, så får du nyheder og opdateringer, når vi laver nye blogindlæg, film eller andet.

Eller du kan også læse mere om vores arbejde på vores hjemmeside www.jhoconsult.dk



Kønsforskelle ved neurologiske handicap – ADHD og Autisme

Blog Posted on 25 Nov, 2013 16:47

Med risiko for efterfølgende social og faglig eksklusion, er
jeg nødt til at fastslå et faktum: bare fordi vi for cirka 40 år siden vedtog,
at der ikke var forskel på mænd og kvinder, så er det altså ikke rigtigt! Forskellen
er markant, og den er mere vidtgående, end vi lige umiddelbart kan konstatere
med det blotte øje.

Der har de seneste år været rettet en del opmærksomhed mod
det faktum, at karakteristika ved ADHD og Autisme, farves af kønsforskelle. Dermed
også, at der er behov for revision af metoder til at stille diagnoserne, idet
der er kønsforskelle i adfærd, der kan tilsløre adfærd indenfor rammen af de diagnostiske
kriterier, når der er tale om eksempelvis udredning af piger og kvinder med
neurologiske handicap af typen som ADHD og Autisme, i resten af dette indlæg
ofte under en hat betegnet “neurologiske handicap”.

Dette er naturligt, når man betænker at de karakteristiske
adfærdsmønstre ved diagnoserne er forståede og beskrevet via observationen af
drenge og sidenhen mænd, hvis adfærd gennemgående afveg så markant i den almene
ramme, at det medførte fastsættelsen af en række kriterier der var
kendetegnende for denne observerede anderledes adfærd. Efterfølgende er der
forsket og undersøgt mere tilbundsgående, men vedvarende med en kønsbias (en
“kønspartiskhed”), vi har altså opbygget en stor fond af viden
omkring de neurologiske handicap, som de fremtræder ved drenge og mænd, og
dermed også på hvilke indsatser der har bedst effekt for drenge og mænd.

Nu må I endelig ikke tro at jeg har en kønspolitisk dagsorden
med det jeg skriver, jeg har ikke en holdning i forholdet til dette, og synes
ikke det er “for dårligt”, eller “uretfærdigt” eller
lignende. Jeg konstaterer blot at dette er virkelighedens ramme, og dermed at
vi først gennem primært det sidste årti, har fået mere fokus på at definere og
forske i kønsforskellene. Dette ny fokus har allerede nu afstedkommet meget
interessante resultater, og relevante beskrivelser af nogle af de forskelle man
bør være meget opmærksom på, i forholdet til såvel sine børn, som sig selv – og
det neurologiske handicap.

Mærkværdigvis er der endnu ikke en ensartet stor interesse i
at undersøge, hvorvidt der også kan være lige så markante forskelle i hvilke
indsatser og behandlingsformer, der har bedst effekt på hvilket køn, eller om
der her er ensartede behov. Der er dog på dette område en stigende interesse og
der er også allerede nu interessant information tilgængelig, der er væsentlig
for det gode liv med et, evt. flere neurologiske handicap.

Gennem de sidste cirka tyve år, har vi gradvist fået en ny
forståelse af de neurologiske handicap, og nye forskningsresultater tenderer
efterhånden en ligedeling blandt kønnene, med en lille marginal overvægt i
forekomsten af neurologiske handicap ved drengebørn. Endnu er det sådan at der
i hele spektrummet for de neurologiske handicaps er tendens til at des højere
funktionsniveau des færre pigebørn med handicappet. Eksempelvis er der ved den
Infantile Autismenæsten ligedeling mellem kønnene, men des højere funktionsniveau, des færre pigebørn indenfor de diagnostiske kriterier, pr drengebarn. Hvad dette
kan skyldes vil bloggen her kort komme ind på nedenfor, men for nu lad os i
stedet gør opmærksom på et mere beskæmmende faktum: Til trods for at vi nu ved,
hvor mange piger der også har de neurologiske handicaps, så er
henvisningsgraden for piger markant lavere end for drenge, ligesom også udredningsgraden
er det for piger. Så lad os alle med udgangspunktet i den viden love hinanden,
at vi vil blive bedre til at henvise, udrede og anerkende også de vanskeligheder,
som måske i højere grad er indre, end de er ydre, og derfor tilsyneladende ikke
er så forstyrrende for omgivelserne, som de må være for den der er bærer af dem.

Husk også at den let genkendelige eksplosive adfærd og udadreagerende adfærd,
der næsten er blevet synonym med ADHD, faktisk ikke er ADHD, men ofte er
forårsaget af følgevirkninger ved ADHD og andre komorbide tilstande, som mindst
70% med ADHD har, men som sjældent er specifikt og grundigt beskrevet og dermed
også ofte mangler behandling. Dermed altså at den adfærd, der begrunder at vi
får øje på nogle af de der har neurologiske handicap, altså meget sjældent
reelt er fordi handicappet i sig selv er synligt for os, og dermed at der
sagtens kan være tale om endog meget vidtgående vanskeligheder hos den enkelte,
selvom dette ikke er tydeligt for omgivelserne.

Vi må altså nu antage, at præcist som ved alle andre
sammenhænge, vil der være kønsspecifik adfærd, der har en kæmpebetydning for
hvilket udtryk og hvilke synlige karakteristika de neurologiske handicap kan
få. Der er ikke blandt diagnostikere en egentlig overordnet manglende
erkendelse af dette, men der er en himmelråbende manglende praksisorienteret
tilgang til håndteringen af vores viden omkring de ovenfor beskrevne emner. Der
mangler konkrete retningslinjer for kønsspecifik udredning, og officielt
funderede beskrivelser af hvilke karakteristika der oftest er kønsspecifikke. Dette
for at sikre ensartede retningslinjer for udredning, således det ikke blot er
de heldige få, der møder en dygtig praktiker med et godt personligt og indblik
og en kæmpe erfaring, der modtager den rette udredning, men det også bliver de
mange, der møder de diagnostikere og udredere, der primært er overladt til at
vurdere ud fra opstillede retningslinjer og vejledninger vedrørende undersøgelse
af de opstillede kriterier.

Eksempler på konkrete områder, hvor der mangler konkrete
beskrivelser af kønsspecifikke forskelle er mangfoldige her nævnes et par
stykker:

Hyperaktivitet
ved ADHD, –
mange piger udredes med ADD, alene fordi deres hyperaktiviteter ikke er synlige,
læs mere om dette her ,det samme gør sig gældende ved de stille drenge med
ADHD.

Særinteresser
ved Autisme –
særinteresser relaterer ikke, som det ellers hyppigt forstås, til emnet for
interessen, men til intensiteten af interessen, og til hvilket omfang
fordybelsen har etc. Dermed er der igen mange – også her såvel drenge som
piger, der ikke registreres som opfyldende diagnosens kriterier. Mange piger vi
har arbejdet med har også haft særinteresser indenfor områder som tøj, mode,
hår, makeup, relationer, kommunikation ol.., og altså ikke blot i forholdet til
dinosaurer, frimærker, tog, eller bilnumre, som den meget stereotype opfattelse
af særinteresser foreskriver. Forskning på området for spiseforstyrrelser,
viser at mange med spiseforstyrrelse, antagelig har autisme, og at
spiseforstyrrelsen er opstået omkring en intens interesse omkring spisning og
mad.

Socialt/kommunikativt handicap

forstås også snævert som evnen til at indgå, idet der ikke skeles til hvorvidt
dette er på baggrund af kopiadfærd, eller tvangsmæssigt tillærte normer, og
dermed bevirker voldsom overbelastning af den enkelte. Som beskrevet ovenfor
har mange, særskilt kvinder med neurologiske handicaps, ofte gjort egne
udfordringer til områder for særinteresser, og kompenserer kontinuerligt for
deres handicap, ved iværksættelsen af kunstigt tillærte færdigheder opnået
gennem særinteresser, her typisk indenfor området kommunikation, og sociale
spilleregler og normer. Kvinder og pigebørn med Autisme beskrives ofte som
værende meget dygtige til at kopiere adfærd, hvorfor de ikke umiddelbart er synlige,
hvis de forsøges udredt med traditionelle tilgange og metoder. Endvidere er der
nu evidens for, at cirka 60% af alle der har autisme, antagelig også har ADHD.
ADHD medfører impulsive handlinger, der eksempelvis kan opleves i form af en
højere grad af opsøgende social adfærd. Vi har oplevet flere familier, hvor det
var usædvanligt svært at få anerkendt at deres børn havde såvel ADHD, som
Autisme, endog ved Infantil Autisme, idet man i udredningen ikke kunne forlige
sig med den opsøgende og tilsyneladende udadvendte sociale adfærd, og ikke
forestod den som et udtryk for kombinationen af de to handicaps, og så hvor
forstyrrende ADHD, var for barnet (og for de voksne) med Autisme. Altså at
impulser ved ADHD ledte til en social kontakt, der hverken var naturlig eller
sund for personens Autisme. Overordnet
skal forstås at selvom de neurologiske handicaps er kendetegnede ved sociale
udfordringer af markant omfang, betyder dette IKKE at mennesker med
neurologiske handicap slet ikke opfatter eller forsøger at overholde sociale
rammer og regler, og at de gør dette i højere eller mindre grad afhængigt af
evne, opdragelse, bevidsthed, og bestemt ikke mindst afhængigt af KØN.

Kvinder har – generelt – bedre forbindelse mellem de to
hjernehalvdele. Dette er noget af det der hjælper dem til at navigere i sociale
sammenhænge, de kan kombinere den digitale og planlæggende tænkning, med den
indlevende tænkning. Kvinder er på dette område på forkant af mændene, hvis
forbindelsesled mellem de to hjernehalvdele er målbart færre end ved kvinder. Dermed
har kvinder ofte defineret de sociale rammer i såvel kvindegruppens socialitet,
som i den fælles socialitet mellem kønnene. Dette er altså en kulturel ramme,
der hviler på en biologisk forskellighed. Her finder vi måske også forklaringen
på at des højere funktionsniveau i handicappets grad, des (tilsyneladende)
færre pigebørn. Piger og kvinder er – til trods for deres handicap – bedre til
at registrere og dermed ikke komme i karambolage med de sociale spilleregler. Det
betyder ikke at de har det let, blot at de forsøger, og har flere biologiske
kompetencer at forsøge med, lige på dette område, end drenge og mænd har. Til trods
for dette, er det også sådan, at rammen for det sociale for piger, og kvinder,
så også er mere snæver og det er lettere at falde udenfor, og dermed at denne
øvelse er så meget desto vanskeligere. Ikke desto mindre giver dette de
neurologiske handicap et lidt forskelligt udseende, set i forholdet til
kønnene, og dermed giver det også et behov for anerkendelse af behovet for
opstilling af kønsspecifikke kliniske retningslinjer for udredning og eventuel
diagnosticering af de neurologiske handicap.

Der er antagelig også behov for at vi skærper fokus på hvor
der er også er behov for kønsspecifikke tiltag i forholdet til behandling. Det
er evident at kvinders hormonelle cyklus påvirker det dopaminerge system, og dermed må det også være naturligt at antage, at der kan være
behov for at regulere medicin og anden behandling i forholdet til denne cyklus.
Hvor meget viden angående den hormonelle cyklus hos mænd har vi overhovedet
inddraget i vores overvejelser i behandling? Til trods for at der også er
evidens for sammenhængen mellem Testosteronniveauet og det serotonerge system,
og derfra videre til det dopminerge (læs også mere her).

Vi må dog også huske at handicap ikke blot er det medfødte
evt. erhvervede, der på væsentlige områder nedsætter det faktiske
funktionsniveau hos den enkelte, det er i lige så høj grad de kulturelle rammer
og krav, som omgiver os. Balancen mellem det vi selv kan gøre af indsats i
forholdet til mestring og håndtering af livet, og indsatsen der kan gøres i forholdet
til mestring og håndtering af den kulturelle ramme der er givet, afhænger
blandt andet af bevidstheden omkring dette. Såvel ADHD-foreningen som andre
foreninger og sammenhænge har i nogen tid været bevidste omkring det, at der er
de beskrevne, såvel som langt flere, forskelle ved kønnene, og der har gennem
længere tid været afholdt en del kurser og temadage vedrørende piger og kvinder
med ADHD. Vi er derfor utroligt glade for at ADHD-foreningen nu har taget det initiativ
også at afholde en temadag med fokus på de kønsspecifikke behov og kendetegn,
men denne gang med emnet “Drenge og mænd med ADHD“. Læs mere om dette
arrangement og tilmeld dig

Og husk nu at følge os på Facebook



III: Tics, stims og hyperaktivitet

Blog Posted on 24 Nov, 2013 15:31

Hyperaktivitet

Del III – for del I klik her,
for del II klik her

“Sid stille!”
“Hold op med det!” “Ti nu stille lidt!” “Kan vi ikke
bare slappe lidt af!” Bare et par af de udtryk mennesker med
hyperaktiviteter ofte vil have hørt mange gange i deres liv. Sætninger som på
alle måder bør være udtryk for, at der er tale om automatiseret adfærd, som
personen ikke selv har kontrol over. Tænk lidt over det, – hvornår begynder vi
egentlig, under almindelige omgangsformer, at tale i bydeform til andre? Det
gør vi generet set kun, hvor omgivelsernes adfærd, er voldsomt forstyrrende,
set i forholdet til konteksten. Der er naturligvis en del forklaringer, der
bunder primært i vores egen stress, men når vi oplever at vi igen og igen til
vores børn, eller måske endog til vores samlever, vores kone eller mand,
gentagne gange ytrer sætninger i bydeform, hvis indhold tilnærmelsesvist ligner
de ovenstående, så kan der være god grund til at erkende, at det er bestemt
ikke normalt. Det er ikke normalt kontinuerligt at skulle gøre omgivelserne
opmærksom på, at der er noget i deres adfærd, der er voldsomt forstyrrende for
andre. Det er altså ikke normalt at have et bevægelses mønster der adskiller sig
så markant fra andres, at det medfører livsvarigt tilbagevendende kommentarer
og reaktioner fra omgivelserne, uden varig forandring ved den berørte.

Når vi, der har ADHD, til trods
for regulerende henvendelser fra omgivelserne, ikke varigt nedsætter omfanget
af hyperaktiviteter, så skyldes det jo at de er dels automatiserede, og dels at
de er dette, af en vældig god årsag. Som I husker fra de forrige afsnit, så
medfører bevægelse forhøjet arousal til den sovende hjerne, og hyperaktivitet
er jo blandt andet bevægelse. Det altså endnu en af de geniale metoder til
forhøjelse af dopaminniveauet, som den geniale og konstant kompenserende hjerne
har iværksat. Hyperaktiviteter er en gave, en gave der holder vores hjerne
opmærksom og i stand til at skærpe fokus.

Men hvad er hyperaktivitet? Pr.
definition er hyperaktivitet enhver aktivitet der ikke umiddelbart er nødvendig
i forholdet til indeværende situation. Dermed er hyperaktivitet en meget bred
gruppe af aktiviteter. Det ovenfor beskrevne indikerer primært bevægelse, og
lyd, altså at springe rundt, at løbe, at hoppe, at klø sig, at pille ved sine smykker, ærmegab…, at tale, at tygge, at synge, at nynne osv. osv.. Des mere forsøg på
kontrol, såvel bevidst som ubevidst, des mindre iøjefaldende hyperaktiviteter
af disse typer. Hyperaktivitet er dog jævnfør definitionen ikke blot de ting vi
umiddelbart kan iagttage, hvilket undersøgelser for ADHD ellers kan give den tanke
at det er, men hyperaktiviteter skal jo forstås i forholdet til hvilket behov
det er de opfylder for hjernen: hyperaktiviteter forhøjer arousal, altså
hjernens vågenhedsniveau. Dermed kan hjernen altså anvende alle de centre, der
forhøjer arousal. Hele sanseapparatet bevirker input der forhøjer arousal, og
derfor er der forhøjet input på alle sanseapparater, det er såvel syn, smag,
hørelse, følesans, lugtesans, som det er disse i sammenhæng, eksempelvis
bevægelse, eller det kan også være markant forhøjet tankevirksomhed,
eksempelvis kontinuerlig gang i refleksion og anden tankevirksomhed. Dermed er
den bærende og overvejende del af hyperaktivitet usynlig for omgivelserne, og
det er ikke muligt via umiddelbar observation at konstatere hvorvidt der er tale
om hyperaktivitet eller ej. Dette er særligt tydeligt når vi har fokus på piger
med ADHD, eller de mere stille drenge med ADHD, der ofte diagnosticeres med ADD
(altså opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet), til trods for markant
forhøjet hyperaktivitet blot af de usynlige typer. Dette også markant ved
voksne der sendiagnosticeres, idet de har lært sig selv at undertrykke
udadrettede hyperaktiviteter, hvilket ikke fjerner hjernens behov for at øge
arousal, men blot skaber en situation, hvor hjernen øger arousal ad anden vej.
Kort sagt at de mange sanse- og tankehyperaktiviteter stiger i antal og
intensitet, når de synlige fysiske hyperaktiviteter falder i intensitet og
frekvens.

Hyperaktiviteter har således til
formål at skabe forøget vågenhed i hjernen, ved blandt andet at skabe en
vedvarende forstyrrelse ved hjælp af sanseinput. Konsekvensen er at hjernen
ganske rigtig forbliver i forhøjet arousal, men det får også den utilsigtede
konsekvens at graden af forstyrrelse bliver så høj at en høj grad af
arbejdshukommelsens kapacitet tillige beslaglægges, og dermed nedsættes i
forholdet til de alment fungerende omgivelser. Af dette følger så endnu en
kompenserende adfærd og tænkning der er karakteristisk for alle mennesker med
en udfordret arbejdshukommelse – fokustænkningen, og plantænkningen, men mere
om dette på et senere tidspunkt. For nu er det vigtigt at holde fast i, at
hyperaktivitet har et væsentligt formål, og at de er hjernens eget
automatiserede system for kompensation for den nedsatte vågenhedstilstand der
er grundlaget for ADHD-hjernen.

Der medicineres ved ADHD primært
med en gruppe af medicin der betegnes centralstimulantia (fx. Ritalin,
Concerta, Motiron – det virksomme stof vil være enten en form for amfetamin –
dexamfetamin fx., eller det kan være Methylphenidate el.), denne medicin er
dopaminvirkende, og påvirker hjernens dopaminniveau direkte og over en relativt kort periode. I kraft af
dette stiger hjernens vågenhedsniveau, og dermed falder hjernens behov for
hyperaktivitet, og dermed også de forstyrrelser hjernen udsættes for. Dette er
baggrunden for medicinens positive effekt ved ADHD, såfremt man naturligvis kan
tåle medicinen. Der er også andre medicintyper, typer der påvirker det
dopaminerge system mere indirekte, og derfor ofte også påvirker andre systemer,
der i hjernen har andre formål end blot at regulere vågenhedstilstanden. Ikke
desto mindre har man det samme formål med medicineringen at mindske hjernens
behov for automatiseret iværksættelse af hyperaktivitet, der bevirker stærk
distraktion og forstyrrelse af såvel den berørte som af omgivelserne. Det er
altså meget kendetegnende at stoffer der rent kemisk vil give voldsom
overaktivitet ved mennesker uden ADHD, ofte vil virke beroligende på mennesker
med ADHD, idet deres aktivitetsniveau sænkes markant og tilnærmer sig rammen
for det almene. Således stod der i flere år på min søns medicin:
“beroligende ved ADHD”.

Nærværende fokus vil altså være,
at det ikke er meningsgivende at bede et menneske der udfører hyperaktivitet om
at “sidde stille”, “tie stille”, eller på anden vis være
regulerende i forholdet til dette, men nærmere at man imødekommer sit eget
behov: “uha, jeg bliver godt nok forstyrret af at du render rundt her lige
ved siden af mig…” og dernæst at man imødekommer den andens behov:
“kan du evt. finde en anden hyperaktivitet, der ikke er forstyrrende for
mig?”. For det kan vi altid! Nogle ved ikke dette om sig selv, at enhver
hyperaktivitet bevirker forøget arousal, og så er det jo at fokus må være at gå
i gang med at undersøge: kan jeg evt. tygge tyggegummi (bevægelse), kan jeg
gnide mine hænder mod det ru stof på mine jeanslommer (sansning og bevægelse),
kan jeg se mig om i lokalet (sansning), osv. osv. – det vigtigt er at man også
har hyperaktiviteter, der ikke kræver en særlig genstand at “dimse med”,
da man jo faktisk kan risikere at glemme en sådan, og hvad gør man så…

Dette var sidste afsnit i
gennemgangen af typiske bevægemønstre ved ADHD, Autisme og Tourettes. Der er
dog kommet gode forslag til andre emner der vil blive behandlet i bloggen, så
hold øje med bloggen her, del også gerne dine egne erfaringer, og glem stadigt
ikke at følge os her:

https://www.facebook.com/JHOconsult



II: Tics, stims og hyperaktivitet

Blog Posted on 04 Sep, 2013 14:24

Del II – for del I klik her

Jeg har et morderlig irriterende
tic, et desværre også tilbagevendende tic: jeg blinker med det ene øje, og det
gør jeg altid lige når jeg søger øjenkontakt, for lige at sikre
kommunikationen. I kender det godt, øjenkontakt er forstyrrende, og derfor
undgår vi den gerne, når vi skal fokusere. Jeg ved jo godt at den er vigtigt,
for andre såvel som for mig selv, og derfor kompenserer jeg nærmest
automatiseret ved lige at møde andres blik i min pointe, eller når vi giver
hånd og hilser på, eller af osv. Dette tic kan være overordentligt besværligt,
fordi det at blinke til andre, i mange sammenhænge er relateret til at blinke
til den man flirter med. Så når jeg så ser andre i øjnene, og samtidig såvel
smiler som blinker, så kan jeg let misforstås, som en der er godt i gang med
flirteriet. Det er klart at dette oftest opstår i de svære sociale sammenhænge,
hvor jeg i forvejen er særligt udfordret, og dermed at det bliver ekstra
upassende, når jeg lige skal hilse på en vigtigt kontakt i vores virksomhed, og
jeg så står og blinker til hendes mand bagefter…

Men ud over at være en god
historie og lettere irriterende, så er dette tic jo ikke voldsomt forstyrrende,
eller særlig svært at leve med.

Når man taler om tics, som er
ufrivillige bevægelser eller lyde, så skelner man mellem tre “typer”
der er væsentlige at kende til, som er typiske i kombinationen med ADHD, og til
en vis grad også ved autisme, og Aspergers Syndrom:

·
Forbigående
tics – kan være såvel motoriske (bevægelse) som vokale (lyd) – kan være variere
i intensitet, og kan komme og gå og skifte type, men har samlet set ikke en
varighed på længere end et år.

·
Kroniske
tics – er enten motoriske eller vokale – kan variere i intensitet, og kan komme
og gå og skifte type, men har samlet set længere varighed end et år, altså er
kroniske og tilbagevendende.

·
Tourettes
– tics som er både motoriske og vokale, kan variere i intensitet, kan komme og
gå, og skifte type, og er kroniske.

Årsagerne til tics er
omdiskuterede og er der er ingen evident sikkerhed for deres udgangspunkt, og
dermed for deres årsag. Der er dog sikkerhed for at der er relation til basal ganglierne, til Thalamus,
som vi selv har beskrevet nærmere i indlæg vedrørende søvnforstyrrelser, og Corpus Callosum, hvis
betydning i relation til de neurologiske handicaps vi vil komme mere ind på, i
kommende indlæg i denne blog. Der er også en sikkerhed for at der er anderledes
funktion i hjernen vedrørende det dopaminerge system, såvel som vedrørende
noradrenalin, adrenalin, og endeligt serotonin. Så langt så godt, og intet står
særligt klart endnu. Enten havde du allerede selv læst alt dette på forhånd,
eller også tænker du: ” det alt sammen meget godt, men hvad betyder det
for mine tics?”…

Og hold nu fast igen, for her
følger så den lavpraktiske og
forståelige version af de nerologiske mekanismer bag og omkring tics: Hjernen
der producerer tics er påvirket af de samme og velkendte udfordringer, som vi
kender det i ADHD’ens rene form, eller ved autisme eller Aspergers i sig selv:
forstyrrelse i organerne der vedrørende sanseinput og sansebearbejdning, og
endvidere nedsat forbindelse mellem de to hjernehalvdele. Lavpraktisk betyder
dette faktisk en del for forståelsen af tics. Tics er simpelthen “dopamineksplosioner”
i hjernen, som bevægeapparatet reagerer på, med de lettest tilgængelige akutte
udladninger i form af tics, enten motoriske, vokale eller begge dele. Tics er
en sund måde for hjernen at reagere på, når den oplever en pludselig overflod
af dopamin. Hvis hjernen er i en kontinuerlig tilstand af forhøjet dopamin
forårsager det psykoser, og dermed er tics hjernens sunde automatiserede måde,
at nivellere dopaminen på, således den ikke er farlig for hjernen. Samtidigt
sker der dog også det, at tics forhøjer dopaminniveauet, fordi tics er
bevægelse og bevægelse er med til at forhøje arousal i hjernen. Således kan de
der har svære tics ofte nikke genkendende til, at tics sætter gang i flere
tics, der igen sætter gang i flere tics, der i serier af tics afløser hinanden.
Dette kan være fuldstændigt udenfor nogen form for kontrol, og kan være så
vedvarende at det er udmattende og medfører stor forstyrrelse, såvel som
smerter i muskler og led, af de vedvarende og ofte rykvise bevægemønstre. Det
er begrundet at antage at dopamineksplosioner der udløses automatiseret i en
hjerne, er forårsaget af akut opstået behov for forøget arousal (hjernens
vågenhedstilstand), hvilket er en kerneproblematik ved de neurologiske
handicaps, hvorfor det også giver mening at antage, at der her er en
sammenhæng. Sammenhængen har dog intet forskningsmæssigt belæg, og er altså
endnu ikke evident.

Tics kan være enkeltstående tics,
som det jeg nævnte foroven – et tilbagevendende blink med øjet, det kan være
enkeltstående ord, og det kan være serier af bevægelser, og serier af ord,
eller lydudtryk, ligesom det kan være en kombination af begge dele: jeg kan
rykke mine arme rundt i en serie af mærkværdige bevægelser, have mange
sammentrækninger af dele af mit ansigt, og samtidigt lave en serie af lyde
“prrfft prfft prrfft, gggg gggg gggg, gnuk gnuk gnuk”. Sætninger kan
afbrydes af tics, eller sammenhænge kan blive voldsomt forstyrrede af dem. I
mindre voldsomme versioner kan tics være gryntelyde, snøften, hosten, rømmen
osv., eller kontinuerligt tilbagevendende nynnen, eller fx. enkelte ord eller
lyde. Mange med mildere tics, særligt børn og unge, dækker over deres tics ved
at lade bevægelsen fortsætte over i en almindelig bevægelse, og således kan
hånden der skal op til panden, som et tic, fortsætte med at løbe gennem håret,
som en kamuflage. Endvidere kan skældsordet, der var et tic, fortsætte ind i et
skænderi, fordi det ikke erkendes at det i første omgang kom ud som ufrivilligt
tic. Efterligninger af andres handlinger, mimik eller lyde kan også være tics,
og her kan andre opleve at der gøres grin med dem, og børn og unge kan have en
tendens til at fastholde at de handlede med vilje, frem for ufrivilligt,
hvilket kan medføre svære unødvendige konflikter. Fokus på selvkontrol kan blive
helt uden kontrol, hvilket forværrer tics, da det medfører stress, men en
endnu værre og typisk konsekvens kan
ofte blive tvangsbetingende handlinger og tanker – ofte også fører direkte til OCD,
eller meget rigide og stringente livsvalg, uden nogen plads til nuancer. Det er
altså meget meget vigtigt og væsentligt, at man hjælpes med at forstå og
erkende sine tics, og med at leve kærligt med den man nu er, også selvom det
ser meget anderledes ud, end de andre.

Tics kan klassificeres i en
længere undergruppe af forskellige tics, blandt andet kan man have den ovenfor
beskrevne ekkolali – at gentage hvad andre siger – koprolali ufrivillig anvendelse
af typisk sexuelt orienteret ordvalg, og mange andre undertyper, som man kan
læse mere om med simple søgninger på fx. Google, hvis der er nogen der har lyst
til at læser mere om dette.

Hvis vi holder fast i den
lavpraktiske forståelsesramme, der blev beskrevet ovenfor, så er det også
meningsgivende i forholdet til det vi nu ved om tics: de forværres ved stress,
de forværres efter perioder med stor udladning af fysisk eller psykisk aktivitet,
eller inaktivitet – dvs. tics er dermed hjernens ustyrlige, automatiserede
reaktion på for lav arousal i forholdet til dens automatiserede opfattelse af
behov for arousal. I og med at den reagerer på for lav arousal med voldsomme
dopaminudløsninger, kan man godt sige at den overreagerer, og dermed får den
også behov for at lave en udladning. Derfor er tics det man kalder ufrivillige.
Man kalder dem ufrivillige, frem for automatiserede, da de til en hvis grad og
i nogle sammenhænge kan undertrykkes. Når de undertrykkes vender de dog oftest
voldsomt tilbage, i forstærket grad. Igen giver dette mening, i forholdet til
den forståelsesramme, der gives i dette indlæg: når hjernen har behov for akut
forhøjet vågenhed udløser den akut vågenhedsstof (dopamin), og når dette
dopamin er for meget og for akut, så udløser den akut afladning af dette
(tics), den akutte afladning medfører igen udmatning og sænkelse, og i den
trætte eller stressede hjerne bevirker dette en dynamisk og reetablerende
cyklus af dopaminfrigivelse, tics, dopaminfald, dopaminfrigivelse, tics…
osv…

Så hvad kan man gøre ved det? Ja,
igen har vi en klar faktor der skal overvejes: hvad er stresniveauet i livet?
Stres er stærk medvirkende faktor i tics. Er tics værre i nogle sammenhænge end
i andre, eller efter nogle sammenhænge, end efter andre – find frem til hvad
der kan gøre det lettere. Forstå og kend dine tics, eller hjælp dit barn til
det samme, det er usundt at skjule hvem man er, og giver i længden mere
rummelighed og forståelse, at stå ved det og stå ved sine tics og undskylde når
andre står uforstående ved siden af, og kan få den tanke, at udtryk eller
bevægelser kan være med vilje, hvis de er kamuflerede.

Endvidere, er der medicinske
løsninger, til tider vælger man (oftest ved svær Tourettes) dopaminsænkende
former for medicin, dette vil typisk være antipsykotiske præparater fx.
Risperidon, Haldol ol.. Ved mild Tourettes eller ved mildere former for
kroniske tics har man fundet at dopaminvirkende, eller dopaminpåvirkende
medicintyper har god effekt, Dvs. fx. Methylphenidate, eller SSRI, og flere
specialister benytter dette. Dette er fortsat kontroversielt, fordi man jo i
sin rene form ser at man tilfører dopamin til et system, der jo kontinuerligt
af egen vej udløser mindre “dopaminbomber” i hjernen. Igen giver den
lavpraktiske forståelsesramme for dette indlæg god mening, idet reguleringen af
hjernens dopaminniveau, sænker at hjernen udløser disse mindre akutte
“bomber”, da der er ikke er samme behov for det. Det er korte af det
lange, er at det ofte ses at have positiv effekt. Endnu mere væsentligt er, at
det jo er kontraindikerende ved ADHD at medicinere med dopaminsænkende medicin,
da man jo ved at hjernen netop har for lav arousal (resultatet af for lavt
dopaminniveau i forholdet til behov), dermed er det hensigtsmæssigt ved
kombinationen af ADHD og tics, når lægen vælger at forsøge med dopaminvirkende
medicintyper, og overvåger dette i en indkøringsfase. Nogle medicinerende skal have
hjælp til at nedsætte stressniveauet i deres liv, fordi de umiddelbart anvender
medicinen til at nå endnu mere, en typisk ved reaktion ved udredning og
medicinering af mennesker med medicin. De skal så have hjælp til at sætte
tempoet ned, og finde en mere rolig vej, og først derefter kan man vurdere
hvorvidt medicinen har en mildnende eller forværrende effekt på tics.

Desuden kan man også dyrke
motion, her frigives meget dopaminpåvirkende stof, og selvom det i nuet kan
medføre flere tics umiddelbart efter træningen, så medfører det over sigt
højere dopaminniveau, og dermed mere jævnt forhøjet dopaminniveau, og færre
tics. Nogle hjælpes af musikterapi, der nedsætter stres, og udvikler Corpus
Callosum (giver flere forbindelsesled mellem hjernehalvdelene), nogle kan
“ticce på forhånd” eller “ticce af” dvs. bevidst give den hele armen, og så er
kroppen fri – også en form for motion, omend den her styres af ticsene – altså
råbe “PIK PIK PIK” fx. fremfor at løbe forpustet afsted på cykelstien
– alt som man lyster. Der er også muligheden for at skrive sig ud af sine tics
– i en periode – ud skal de jo i sidste ende – men man kan holde til flere
timers stillesidende deltagelse i konferencer eller lignende ved at skrive al
sine koprolalia betingende udtryk i margen på sit konferencematerieale, eller
som et af de børn vi havde i behandling skrev i sin “pik-bog” i
skolen.

Næste del omhandler
hyperaktiviteter – men der er kommet mange gode ideer til emner i bloggen og
kommende emner er blandt andet stress, behandlet mere generaliseret og de
konsekvenser som stressen har, endvidere seksualitet og arbejdsmarkedet, så
hold øje med bloggen her, del også gerne dine egne erfaringer, og husk at følge os her:

https://www.facebook.com/JHOconsult

Direkte videre til del III her



I: Tics, stims, og hyperaktiviteter

Blog Posted on 27 Aug, 2013 15:02

Tics – Stims og Hyperaktiviteter – hvad er forskellen egentlig?
del I – for del II følg link her

Har du bidt og bidt og bidt i dine negle, eller pillet i
dine neglerødder, som en besat – til det blødte og til du ikke kunne bruge din
hænder uden smerte. Eller har du revet og pillet og rodet i dit hår til det
faldt ud?, snoet og snoet det på fingrene, og forsøgt at skjule at du fik
stadigt flere sår, eller hårløse pletter i din hovedbund, eller bare accepteret
og gået konsekvent med kasket, for at undgå at skulle tale om det, når du ikke
kunne forklare og verden ikke kunne forstå. Rokker du med kroppen, med hovedet,
eller nynner konstant – og forstyrrer dine forældre eller oplever at dine kære
bliver pinligt berørte når du igen – uforvarende – pådrager dig alles opmærksom
på MC Donalds, ved at flappe med armene og lave pruttelyde med læberne. Har du
oplevet at blive så presset og frustreret, at du igen og igen slog hovedet mod
væggen, for at få ro – RO. Eller kæderyger du, og har igen og igen forsøgt at
stoppe, men formår ikke at føle dig hjulpet af de tonsvis af gode og nu evident
anerkendte erfaringer og metoder, der hjælper alle andre. Er det altid dig i
undervisningen, eller til mødet, der klikker med en kuglepen, så de andre
bliver tossede, og til sidst tror du gør det for at provokere. Er du måske også
selv lidt begyndt at tænke på dig selv som en provokatør? Har du ikke længere
tal på det antal gange hvor en person har lagt en “beroligende” fast
hånd på dit lår, din arm, din overkrop, fordi de syntes du “hoppede”
med kropsdelen, og ønskede at stoppe dig? Klør og kradser det overalt, når du
ligger stille for længe og skal du altid helst have gang i såvel telefon, som
TV, som computer, for rigtigt at kunne følge med i alle tre? Kan du få en så
indædt trang til at råbe “PIK” eller “FUCK”, at du faktisk
gør det, også midt i eksamen, eller lige før du hopper af bussen, så alle
alligevel når at høre det, selvom du undertrykte det i lang tid? Eller måske
opdager du ikke engang at det sker, men først når omgivelserne reagerer – oftest
med forskrækkelse, forargelse, eller vrede – så forstår du at du nok igen fik
sagt, eller gjort noget, der ikke var planlagt.

Ved du hvorfor? Hvis ikke, så ved du bestemt heller ikke hvordan
du kan lave en forandring, og hvordan du kan sikre, at forstå de signaler som
dit handicap sender dig.

Du kan nemlig se disse adfærdsmønstre og tusinde andre, som
dem, som signaler på behov din hjerne har, og som den på genial vis formår at
udløse tilfredsstillelse i forholde til, helt uden din bevidste hjælp. Lær at elske dine stims, dine hyperaktiviteter,
og dine tics, ved at forstå, hvad det er de giver din hjerne, og ved at se, at
når du forstår det, så kan du selv blive mester i at fodre hjernen med det
samme, blot med metoder du selv har bestemt, der passer såvel dig, som dine
omgivelser, og som ikke er skadelige, selvskadende, eller forstyrrende!

Først skal du naturligvis forstå hvad den udløsende årsag
til handlingerne er. For det er den udløsende årsag, der skal adresseres, når
du skal ændre handlemønstre. Du må ikke tro du bare skal holde op. Det du skal,
er at lære, at sætte noget andet i stedet, noget der opfylder det samme behov.
Indtil videre har du enten bare fået ro til at udføre dine handlemønstre, eller
du har fået forskellige former for hjælp, eller ordrer, eller henstillinger – der
sigtede mod ophør af disse handlemønstre.

Vi arbejder aldrig med at man bare skal stoppe – man skal
erkende, forstå, og så skabe forandring, der sundt lægger i forlængelse af
denne forståelse. Forandringer og udvikling, skal stå på et sundt fundament af
erkendelse, forståelse og evt. ny adækvat handling (adækvat= BÅDE passende og
tilpasset).

Hvordan kan du så forstå de forskellige handlemønstre?

Stims er udtryk
der beskriver selvberoligende adfærd, kort for “selfSTIMulation”.
Eksempler er når autisten piller, rokker, rager, gnider og gnubber, flapper med
armene, “bobber” med hovedet, nynner kontinuerligt, laver monotone
strubelyde, gentager remser – egne eller andres, snor hår, slikker/tygger/berører
noget der er koldt/varmt/glat. I ekstreme tilfælde er disse stims voldsomme,
med skader til følge, særskilt på autisten selv: hårtab, kontinuerligt åbne og
genåbnede sår, smerter i led og ekstremiteter, svære selvpåførte slagskader,
kradseskader, bideskader osv.. Mere indadvendte eksempler, som omgivelserne
måske ikke kender til, er når du får tanker der kører igen og igen, når en
remse eller et rim kører inde i hovedet, når din yndlingsligning er det der
passerer forbi med hundrede i timen, og du holder fast i den, og gennem den
finder de andre. Det kan også være lyde du søger, der kan berolige dig, eller smagsoplevelser,
dufte, taktile oplevelser, – måske presser du dig helt ind i hjørnet på sofaen,
eller ligger dig under den helt op af væggen, med lidt af sofaens vægt hvilende
på din overkrop. Måske får du voldsom lyst til at sortere dine ting, men er
ikke hjemme, og sorterer dem derfor i hovedet i stedet, og ser dem for dig.
Måske forsøger du at få orden på det hele, ved at tale med dig selv og fortælle
det hele, – alt uordenen til dig selv – og systematisere den og rette den op, fortælle
hvordan det skal være, dette gentager du igen og igen til du ikke længere
husker, hvad der udløste det. Stims er altså forskellige former for gentagne adfærdsmønstre,
der oftest er helt og fuldstændigt automatiserede, og endvidere sagtens kan
være enten usynlige, eller bevidst skjult, for omgivelserne. Vær opmærksom på,
at des mere udadrettet en autisme, der er tale om, altså jo længere inde på
spektret mod normalområdet, autisten befinder sig, des bedre bliver vi til at
skjule denne adfærd. Det er ikke det samme, som at vi ikke udøver den, og det
lader sig bestemt heller ikke altid gøre at skjule den, i det den automatiseres
i stigende grad, følgende graden af den belastning, der udløser den.

Vi ved jo alle, at autisme er relateret til svære vanskeligheder
med bearbejdning af sanseinput. Dette er også nu anerkendt som et af de primære
kendetegn ved autisme, hvorfor det også i det kommende DSM 5, er angivet som
del af diagnostiske kriterier. Dette er en af de enestående ting, ved de nye
kriterier i autismediagnosen, og bestemt en god tilføjelse, fordi den
adresserer en kerneproblematik. Desværre er dette endnu ikke beskrevet som en
kerneproblematik, men ikke desto mindre, er det dog medtaget, således det ikke
længere blot er ydre og synlige symptomer på autismen, der er medtagede i de
diagnostiske kriterier i DSM 5.

Dette er væsentligt for denne blog fordi: årsagen til at vi
autister udøver selvberoligende adfærd, er at vi har behov for den. Dvs. vores
sanseintegrerende funktioner i hjernen er blevet overbelastede, og har nu behov
for at skabe ro. Der skabes ro, ved at udføre en specifik form for handling,
som hjernen af erfaringen har lært vil overdøve alle andre sanseinput og dermed
skabe ro, i den forvirring og overbelastning, der er opstået. Det er også
derfor vores stims kan være så ekstremt voldsomme – der kan jo være tale om
større eller mindre belastning. Hvis jeg er i et skænderi, kan jeg ende med at
slå mit hoved ind i muren, hvis jeg er på MC Donalds (efter eget fri valg), kan
jeg måske godt nøjes med at rokke, gynge og nynne. Hvis jeg er ved at skrive et
blogindlæg og der er andre i huset, kan jeg måske nøjes med at gynge med
hovedet. Der er altså en form for overensstemmelse mellem graden af belastning,
og behovet for udøvelsen af stims.

Jeg opdager kun sjældent selv, at jeg stimmer (udøver
selvberoligende adfærd), men mine omgivelser har den fordel, at de kan se mig
udefra, og kan derfor opdage det. Her kan de hjælpe mig: ved at gøre mig
opmærksom på min adfærd. Når de gør det, kan jeg vurdere om jeg bør søge ro på
anden vis, eller om den igangværende belastning er en nødvendig del, af det liv
jeg gerne vil leve. Her kan jeg altså begynde at vælge enten at forblive i det
der belaster, eller at søge ro og fred andetsteds. Vores stimming, kan til
tider være tæt relateret til vores særinteresser, eller særskilte fokusområder,
i det der jo følger en stærk beroligelse og tilfredsstillelse, ved at
beskæftige sig med det fordybede område af interesse. Dermed betyder adfærden
altså ikke altid at vi er overbelastede, og blandt andet derfor er det også
meget vigtigt at vi selv får stort kendskab til dette, og til vores egne sunde
og ofte velvalgte coping-mekanismer. Stimming er jo en form for coping, idet
stimming i sin gode variant, hvor belastningen ikke er så overvældende, at den
fører til selvskadende adfærd, jo netop sætter os i stand til at være steder,
hvor vi ellers overbelastes i vores sanseapparat. Så når jeg står på Mc Donalds
og begynder at rokke, gynge og nynne, så kan jeg faktisk gynge lidt mere og
nynne lidt mindre, og få samme effekt – når bare jeg bliver gjort opmærksom på
dette. Så kan jeg faktisk ind i mellem godt håndtere og holde til, at gå
sådanne steder hen, med mine børn og min mand, der nu engang godt kan lide den
mad (ind i mellem). Andre gange kan det være at jeg opdager, at jeg faktisk
ikke kan være der, og kan derfor handle anderledes på at denne belastning
følger i halen på en lang række af andre belastninger i den aktuelle hverdag,
og jeg kan så aftale med min familie, at jeg venter i bilen.

Pointen er her: lær dine stims at kende, hjælp dit barn til
det samme. Forstå dem som det de er: signaler fra dit
sansebearbejdningsapparat. Lær at vurdere belastningen du reagerer på, og
begynd at vælge hvor du bliver og bruger dit stim til at cope, og hvor du i
realiteten er for overbelastet og bør vælge at trække dig og søge ro.

Jeg kan ikke her beskrive konkrete tiltag for den enkelte,
angående iværksættelsen af dette, idet det er unikt for hver eneste person med
autisme. Det kan være nødvendigt med eksperthjælp fra personer som os, til erkendelse
og selvforståelse, og særligt til iværksættelsen af hensigtsmæssig håndtering,
eller til at hjælpe sine børn til det samme. Der er dog ingen tvivl om, at det
hele starter med at få en viden og en forståelse, for sit eget indre, eller for
sine pårørendes indre, og det håber jeg at vi med denne blog, kan medvirke til
at skabe.

Hvis du vil vide mere, så hold øje med os her, vi fortsætter
med beskrivelsen af tics og hyperaktiviteter, således du kan skelne mellem
stims, tics og hyperaktiviter, og dermed også fuldt ud kan forstå hvad de
betyder for dig og for din autisme, eller for din ADHD, og også kan begynde at
se det rigtige behov, de er et udtryk for.

Husk at følge os på https://www.facebook.com/JHOconsult

Direkte videre til del II her



Spiseforstyrrelse og autisme, Aspergers og ADHD

Blog Posted on 22 Aug, 2013 19:28

Der er kun
en vej til rigtigt og sundt at hjælpe os: det er ved at give os midlerne til
selv, at kunne styre vores handicap, så det ikke er handicappet, der styrer os.

Spiseforstyrelser er endnu en symptomatisk følge ved et neurologisk
handicap, og igen, som når vi taler om søvnforstyrrelser, så er der alt for
mange, der ikke selv ved at de har en spiseforstyrelse. Når vi hører om
spiseforstyrelse i medierne, så beskrives ofte den type af spiseforstyrelser, der er forårsaget af et inderligt ønske, om at opnå kontrol. Typer af forstyrret spisning, der alt for ofte ikke er genkendelige ved personer med neurologiske dysfunktioner, hvorfor behandling desværre ofte fejler. Når vi hører om de typer af forstyrret spisning så genkender vi ikke os selv, og ikke vore børn, eller pårørende med autisme, ADHD, eller Aspergers.

Her optræder oftest andre typer af forstyrede spise mønstre, nemlig:

· Selektiv spisning – såvel moderat, som ekstrem, i en grad der kan føre til alvorlige mangelsymptomer, og mangelsygdomme. Årsagerne kan være mangeartede også her, og det er ofte nødvendigt at udelukke
eventuelle sygdomme, allergier ol., hvilket er meget belastende for såvel den
enkelte, som for hele for familien. Efter udelukkelsen af diverse sygdomme er
årsager tilbage af relevans for denne blog, og vil blive behandlet mere
dybdegående nedenfor.

·
Misbrugsspisning,
overspisning.

·
Glemsom
spisning, meget spredt spisning, der fører til generelt usund spisning og
levestil.

·
Manglende
hjælp til sund spisning i forbindelse med medicinering, med samme resultat som
ovenfor: glemsom spisning og spredt spisning, og akutte oplevelser af sult, med
for mange hurtige, og impulsive valg til følge

·
Spisning
som hyperaktivitet

·
Spisning
som stim

Når du skal
forstå dit eget eller dit barns spisemønster, skal du altså kunne skelne mellem
de enkelte former for typiske spiseforstyrrelser beskrevet ovenfor. Det er
klart at et mindretal af personer med autisme, ADHD og Aspergers, fremover
under et kaldet AN(Atypical Neurology), også kan have helt alment funderede
spiseforstyrrelser, men det vil jeg ikke behandle i den her blog, for om det
findes meget og god information mange andre steder. Hvad der ikke findes andre
steder, er en samlet lavpraktisk beskrivelse af typiske, og symptomatiske spiseforstyrelser
ved AN.

Først nogle
forbehold, som du er velkommen til at springe over, og gå direkte til afsnittet
nedenfor: Det er klart at når vi i Danmark er nogle af de eneste der reelt
arbejder med dette som udgangspunkt, og efter hvad jeg ved også er nogle af de
eneste der reelt beskriver dette, som vi ser og erfarer det i vores daglige
praksis, så er det følgende ikke en videnskabeligt baseret opsummering. Jeg kan
ikke henvise til evidens hentet i artikler på emnet, og jeg kan ikke påvise studier
eller for den sags skyld pilotstudier, der har påtaget sig at undersøge i
dette. Er du forsker, kan jeg opfordre dig til at undersøge det, om du vil. Som
forældre, eller som AN’er selv, der kan du roligt lade fornuften råde, det er
du nok alligevel vant til alligevel, når alt andet – også det videnskabeligt
evidente – glipper.

Selektiv spisning er forårsaget af stres. Du har
sikkert hørt om sanseintegrere dysfunktioner, og om at dit barn, eller du selv
ikke kan forarbejde sanseindtryk på samme vis som den normale hjerne. Du ved
sikkert, hvis du er autist eller har aspergers, at det her er en af de største
udfordringer i dit handicap. Det er ikke sikkert, hvis du har ADHD, at du ved
det, men det samme gælder faktisk også dig: dine hyperaktiviteter, er for langt
de flestes vedkommende sanseinput, der skaber forhøjet vågenhedstilstand i din
hjerne. Kontinuerligt bombardement af sanseindtryk, som hjernen ikke evner at
få bearbejdet, betyder at de som ved et produktionsbånd stakker sig op, og
begynder at stoppe maskinen, der overbelastes. Det er klart at hjernens
reaktion på at egen evne til hastighed af bearbejdning af indtryk, ikke stemmer
overens med krav i omgivelsernes kontinuerlige transmission af input, er:
stress.

Når hjernen
er stresset sker der flere ting samtidigt, relevant for denne sammenhænge er
det følgende: hjernen forsøger at forøge egen bearbejdningshastighed, som når du
jokker helt ned for speederen. Det vil sige hjernen “skærper
sanserne” for det er en af hjernens acceleratorer, samtidigt sker der det,
at den allerede overbelastede hjerne, der jo netop ikke kan bearbejde alle
disse input, nu overbelastes endnu mere, og naturligt forsøger at beherske
mængden af sanseinput (her kan man vel alligevel godt tale om en form for
kontrol), på de kanaler den har indflydelse på. Det kan være hørelsen, det kan
være følesansen, ved spisning er det såvel smags- lugte, som følesansen, der
påvirkes. At spise er en voldsom oplevelse, når sanseapparatets modtagekanaler
er overbebyrdede, og ikke sundt og naturligt kan integrere. Hver eneste nye
smag/lugt/følelsoplevelse i munden (er det
fast/blødt/krummet/glat/varmt/koldt…) er endnu en overvældende mængde af
input til en overbelastet hjerne, der indædt kæmper imod. Det er klart at dette
opleves og erkendes af hjernen ubevidst, og derfor skabes der strategier, der
ikke er erkendte, og dermed let tilgængelige. Og husk nu at det jo ikke kun er
maden, der skaber disse sansepåvirkninger, det er samtidigt rummet omkring, det
er andre personer, lydene i rummet osv.. Og husk endvidere at der oftest er
tale om en ophobning af stress, frem for udelukkende af en momentant opstået stress,
dette er med til at gøre os tilsyneladende mere rigide, end vi retfærdigvis er,
når vi er vores eget rolige og ikke overbelastede selv.

Det er også
derfor man ofte anbefales at lade NA’eren spise alene, og sikre ro under måltidet,
at servere maden adskilt osv. – Alt
sammen gode og sunde valg, der retter sig mod det relevante behov, omend der er
udfordringer ved det: Husk nu at vi selv skal være med på hvorfor, så vi selv
kan vælge det sundt og sunde, når vi selv skal tage ansvar for vores liv! Husk
også noget lige så væsentligt: når vi først er stressede, og opbrugte, når vi
er blevet overbelastede, så er det kun tid, alene med selvvalgte sysler, der
kan hele os og give os kræfter igen. De af jer der læser dette som pårørende, I
vil kunne finde såvel videnskabeligt funderet evidens for dette, som et utal af
personlige beskrivelser omkring dette på nettet, i blade og ved simpelthen af spørge
os. Derfor er det altså ikke sikkert at det giver ro nok, simpelthen at sidde
alene og spise. Der er jo en grundt til at alt det her startede, den selektive
spisning, den sansemæssige overbelastning – er de problemer håndterede og løst?
Er de erkendte og forståede, eller er der en konstant tilstand af stress i dig,
eller i barnet? Tænk over det – hvornår startede det, hvor længe har det varet,
har der været perioder hvor det var mindre slemt, og oplevelser, eller steder hvor
det slet ikke eksisterede. Er der omgivelser hvor du, eller hvor dit barn,
bedre kan åbne sig for at prøve nyt, og hvad er særskilt unikt ved de
omgivelser? Her ligger måske løsningen på gåden… og på hvordan der igen kan
komme ro i et stresset system. Det er ikke sikkert det er nok med en weekend,
og slet ikke hvis denne weekend er fyldt med samvær.

Husk også
at vi ikke får fravær af stress udelukkende ved hjælp af ydre rutiner, rammer,
og systemer. Vi får primært fravær af stress, hvis vi hjælpes til selv at medvirke
til at skabe disse rutiner, rammer og systemer, således de stemmer overens med
vore egne og unikke behov. At lære at gøre dette, er en uddannelse i og for
livet alle vi med neurologiske handicaps har behov for, og svarer fuldstændigt
til, at man ved sukkersyge fx. lærer om sund kost, om insulin og om egen
medicinering.

Misbrugsspisning er når man spiser forårsaget af
ønsket om at forfølge sin akutte lyst, og når man typisk kontinuerligt arbejder
på at styre sin lyst til det man vil spise, og igen og igen oplever, at det
kunne man ikke. Nogle gange, men bestemt ikke altid, fører det til svær overvægt,
omend ligeså mange mennesker kan spise og spise uden at tage på, så lad være
med at se efter overvægt som eneste indikation, for den behøver ikke at være
der. Du kan godt konstatere det ved dit barn, hvis du mærker at de bliver helt
elektriske og overfokuserede, når der kommer noget lækkert på bordet, hvis de
dynger for meget mayonnaise på deres mad, eller andet de nu lige bedst kan
lide, og hvis de alt for systematisk og vedvarende tømmer alle lagre i hjemmet
for lækkerier osv. Når ingen rest kan stå, og når intet lækkert kan gemmes.

Årsagen er
logisk: neurologiske handicaps relaterer alle til dopamincentre i hjernen, og
de udfordrede hjerner mangler løbende forhøjelse af dopaminniveauet, i det
dopaminniveauet sikrer høj grad af vågenhed, og hurtig arbejdshastighed i
hjernen. Det er klart at denne hjerne let lærer at forfølge og opsøge lette
dopaminkicks, og sådan skabes en hjerne der søger forhøjning af dopaminniveauet,
og her ved brug af spisning. Hvis du eller dit barn er misbrugsspiser, så vil
du som oftest også se, at misbrugstænkningen har bredt sig til mange andre
områder af din eller barnets adfærd.

Glemsom spisning er også en naturlig følge ved neurologiske handicaps, og jeg
medtager det som en spiseforstyrrelse, fordi det ofte bevirker at vi lever
usundt, ikke har styr på sundhedsgraden i det vi spiser, fordi vi er glubende
sultne, når vi endeligt spiser. Det er vel i grunden mere en forstyrret
spisning, end en egentlig spiseforstyrrelse. Ikke desto mindre er det meget
vigtigt at være opmærksom på også det, og kende til det.

Ved alle de
neurologisk handicaps er det sådan at vi befinder os næsten kontinuerligt i et
hyperfokus, vores eneste måde at koncentrere os på, er overdreven
koncentration. Du ved det måske ikke selv, men tro mig dine omgivelser har
opdaget det, du svarer aldrig når de taler til dig, selvom de sidder lige ved
siden af, de synes du er meget svær at komme i kontakt med, og du der har et
barn med et neurologisk handicap, du ved det i al fald godt, at ja: fokus er
ekstremt stærkt, på det vi nu engang beskæftiger os med, og vi har usædvanligt
svært ved at skifte fokus, fordi det er så ekstremt stærkt. Dette hyperfokus
betyder naturligt at alt andet lukkes ude, herunder altså også den naturlige
rytme og tidsfornemmelse, oplevelsen af tanker om måltider etc., eller den almene
fornemmelse af sult. Først når vi er sultne som ulve efter en mager vinter, får
behovet for mad pumpet sit budskab gennem det jernhårde fokus, og det får os
til at søge hurtig og let tilfredsstillelse af et forstyrrende behov, der
blander sig i vores fokus. Endvidere er vi lækkersultne, fordi vi er oversultne
og ikke kan vente på den rigtige eller sunde mad, men vil have akut behovstilfredsstillelse.

Manglende hjælp til sund spisning i
forbindelse med medicinering
er
igen symptomatisk. Dette viser sig som ovenfor, og består af akutte oplevelser
af voldsom sult, fra en hjerne der ikke har registreret dette naturligt, og
derfor overvældes af behovet.

Spisning som en hyperaktivitet opstår når vores hjerne keder sig,
når den er lige ved at falde i søvn og når den så løser problemet med en
naturlig kausalitet: bevægelse skaber forøget dopamin og forøget dopamin er
forøget vågenhedstilstand i hjernen. At spise involverer indtil flere
hyperaktiviteter: bevægelse, sansning, tænkning…

spisning som stim er det der sker, når vi som ved
selektiv spisning er overbelastede. Det er den autistiske overspiser. Her
spiser vi for at sanserne involveret ved spisning kan overdøve andre sanser.
Typisk fokuseres her på et eller andet specifikt element ved spisningen og der
er oftest også tale om meget selektivt valgte fødevarer: ekstremt voldsom
smagsoplevelse, eller meget”glat” madvare, eller meget kold madvare
osv. Det er præcist som når vi rokker, ruller, rører, eller udøver anden
automatiseret selvberoligende adfærd.

Som I ser
er der, når vi taler om de neurologiske handicaps god grund til at undersøge,
hvad der ligger bagom den forstyrrede spisevane, fordi tiltag skal rette sig
mod behovet, for at have varig og sund effekt. Det er klart at det kan være
nødvendigt i en periode at give os præparater med proteinrigt indhold osv., men
I bør også fortsat fokusere på at finde årsagen og håndtere den, så I i længden
ikke ender med kun at behandle symptomet. I har vel også opdaget at vi jo ikke
har løst problemerne her, men blot har beskrevet årsager og sammenhænge. Det at
vide nyt, giver også muligheden for at håndtere udfordringer på en ny måde.

Jeg ved også – indefra og udefra – hvor vanskelige vi kan være at hjælpe, og at
skabe forandring med, men vi er afhængige af at I ikke giver op, og af at I
kontinuerligt forholder os virkeligheden og beder os finde en sund vej i den.
Og inddrag nu endelig jeres børn i den viden I opnår, og i det I undersøger,
for de skal lære selv at kunne gøre det samme. Vi kan kun sjældent møde
spejling i det vi mærker indefra, sådan er det nu engang når man er del af en
meget lille minoritet. Jeres børn er afhængige af at I forældre, lærer dem om,
hvordan de selv finder frem til og vedligeholder, sunde og egne løsninger, der
er egnede til de unikke udfordringer, der er ved de neurologiske handicap.



Next »