Der er kun
en vej til rigtigt og sundt at hjælpe os: det er ved at give os midlerne til
selv, at kunne styre vores handicap, så det ikke er handicappet, der styrer os.

Spiseforstyrelser er endnu en symptomatisk følge ved et neurologisk
handicap, og igen, som når vi taler om søvnforstyrrelser, så er der alt for
mange, der ikke selv ved at de har en spiseforstyrelse. Når vi hører om
spiseforstyrelse i medierne, så beskrives ofte den type af spiseforstyrelser, der er forårsaget af et inderligt ønske, om at opnå kontrol. Typer af forstyrret spisning, der alt for ofte ikke er genkendelige ved personer med neurologiske dysfunktioner, hvorfor behandling desværre ofte fejler. Når vi hører om de typer af forstyrret spisning så genkender vi ikke os selv, og ikke vore børn, eller pårørende med autisme, ADHD, eller Aspergers.

Her optræder oftest andre typer af forstyrede spise mønstre, nemlig:

· Selektiv spisning – såvel moderat, som ekstrem, i en grad der kan føre til alvorlige mangelsymptomer, og mangelsygdomme. Årsagerne kan være mangeartede også her, og det er ofte nødvendigt at udelukke
eventuelle sygdomme, allergier ol., hvilket er meget belastende for såvel den
enkelte, som for hele for familien. Efter udelukkelsen af diverse sygdomme er
årsager tilbage af relevans for denne blog, og vil blive behandlet mere
dybdegående nedenfor.

·
Misbrugsspisning,
overspisning.

·
Glemsom
spisning, meget spredt spisning, der fører til generelt usund spisning og
levestil.

·
Manglende
hjælp til sund spisning i forbindelse med medicinering, med samme resultat som
ovenfor: glemsom spisning og spredt spisning, og akutte oplevelser af sult, med
for mange hurtige, og impulsive valg til følge

·
Spisning
som hyperaktivitet

·
Spisning
som stim

Når du skal
forstå dit eget eller dit barns spisemønster, skal du altså kunne skelne mellem
de enkelte former for typiske spiseforstyrrelser beskrevet ovenfor. Det er
klart at et mindretal af personer med autisme, ADHD og Aspergers, fremover
under et kaldet AN(Atypical Neurology), også kan have helt alment funderede
spiseforstyrrelser, men det vil jeg ikke behandle i den her blog, for om det
findes meget og god information mange andre steder. Hvad der ikke findes andre
steder, er en samlet lavpraktisk beskrivelse af typiske, og symptomatiske spiseforstyrelser
ved AN.

Først nogle
forbehold, som du er velkommen til at springe over, og gå direkte til afsnittet
nedenfor: Det er klart at når vi i Danmark er nogle af de eneste der reelt
arbejder med dette som udgangspunkt, og efter hvad jeg ved også er nogle af de
eneste der reelt beskriver dette, som vi ser og erfarer det i vores daglige
praksis, så er det følgende ikke en videnskabeligt baseret opsummering. Jeg kan
ikke henvise til evidens hentet i artikler på emnet, og jeg kan ikke påvise studier
eller for den sags skyld pilotstudier, der har påtaget sig at undersøge i
dette. Er du forsker, kan jeg opfordre dig til at undersøge det, om du vil. Som
forældre, eller som AN’er selv, der kan du roligt lade fornuften råde, det er
du nok alligevel vant til alligevel, når alt andet – også det videnskabeligt
evidente – glipper.

Selektiv spisning er forårsaget af stres. Du har
sikkert hørt om sanseintegrere dysfunktioner, og om at dit barn, eller du selv
ikke kan forarbejde sanseindtryk på samme vis som den normale hjerne. Du ved
sikkert, hvis du er autist eller har aspergers, at det her er en af de største
udfordringer i dit handicap. Det er ikke sikkert, hvis du har ADHD, at du ved
det, men det samme gælder faktisk også dig: dine hyperaktiviteter, er for langt
de flestes vedkommende sanseinput, der skaber forhøjet vågenhedstilstand i din
hjerne. Kontinuerligt bombardement af sanseindtryk, som hjernen ikke evner at
få bearbejdet, betyder at de som ved et produktionsbånd stakker sig op, og
begynder at stoppe maskinen, der overbelastes. Det er klart at hjernens
reaktion på at egen evne til hastighed af bearbejdning af indtryk, ikke stemmer
overens med krav i omgivelsernes kontinuerlige transmission af input, er:
stress.

Når hjernen
er stresset sker der flere ting samtidigt, relevant for denne sammenhænge er
det følgende: hjernen forsøger at forøge egen bearbejdningshastighed, som når du
jokker helt ned for speederen. Det vil sige hjernen “skærper
sanserne” for det er en af hjernens acceleratorer, samtidigt sker der det,
at den allerede overbelastede hjerne, der jo netop ikke kan bearbejde alle
disse input, nu overbelastes endnu mere, og naturligt forsøger at beherske
mængden af sanseinput (her kan man vel alligevel godt tale om en form for
kontrol), på de kanaler den har indflydelse på. Det kan være hørelsen, det kan
være følesansen, ved spisning er det såvel smags- lugte, som følesansen, der
påvirkes. At spise er en voldsom oplevelse, når sanseapparatets modtagekanaler
er overbebyrdede, og ikke sundt og naturligt kan integrere. Hver eneste nye
smag/lugt/følelsoplevelse i munden (er det
fast/blødt/krummet/glat/varmt/koldt…) er endnu en overvældende mængde af
input til en overbelastet hjerne, der indædt kæmper imod. Det er klart at dette
opleves og erkendes af hjernen ubevidst, og derfor skabes der strategier, der
ikke er erkendte, og dermed let tilgængelige. Og husk nu at det jo ikke kun er
maden, der skaber disse sansepåvirkninger, det er samtidigt rummet omkring, det
er andre personer, lydene i rummet osv.. Og husk endvidere at der oftest er
tale om en ophobning af stress, frem for udelukkende af en momentant opstået stress,
dette er med til at gøre os tilsyneladende mere rigide, end vi retfærdigvis er,
når vi er vores eget rolige og ikke overbelastede selv.

Det er også
derfor man ofte anbefales at lade NA’eren spise alene, og sikre ro under måltidet,
at servere maden adskilt osv. – Alt
sammen gode og sunde valg, der retter sig mod det relevante behov, omend der er
udfordringer ved det: Husk nu at vi selv skal være med på hvorfor, så vi selv
kan vælge det sundt og sunde, når vi selv skal tage ansvar for vores liv! Husk
også noget lige så væsentligt: når vi først er stressede, og opbrugte, når vi
er blevet overbelastede, så er det kun tid, alene med selvvalgte sysler, der
kan hele os og give os kræfter igen. De af jer der læser dette som pårørende, I
vil kunne finde såvel videnskabeligt funderet evidens for dette, som et utal af
personlige beskrivelser omkring dette på nettet, i blade og ved simpelthen af spørge
os. Derfor er det altså ikke sikkert at det giver ro nok, simpelthen at sidde
alene og spise. Der er jo en grundt til at alt det her startede, den selektive
spisning, den sansemæssige overbelastning – er de problemer håndterede og løst?
Er de erkendte og forståede, eller er der en konstant tilstand af stress i dig,
eller i barnet? Tænk over det – hvornår startede det, hvor længe har det varet,
har der været perioder hvor det var mindre slemt, og oplevelser, eller steder hvor
det slet ikke eksisterede. Er der omgivelser hvor du, eller hvor dit barn,
bedre kan åbne sig for at prøve nyt, og hvad er særskilt unikt ved de
omgivelser? Her ligger måske løsningen på gåden… og på hvordan der igen kan
komme ro i et stresset system. Det er ikke sikkert det er nok med en weekend,
og slet ikke hvis denne weekend er fyldt med samvær.

Husk også
at vi ikke får fravær af stress udelukkende ved hjælp af ydre rutiner, rammer,
og systemer. Vi får primært fravær af stress, hvis vi hjælpes til selv at medvirke
til at skabe disse rutiner, rammer og systemer, således de stemmer overens med
vore egne og unikke behov. At lære at gøre dette, er en uddannelse i og for
livet alle vi med neurologiske handicaps har behov for, og svarer fuldstændigt
til, at man ved sukkersyge fx. lærer om sund kost, om insulin og om egen
medicinering.

Misbrugsspisning er når man spiser forårsaget af
ønsket om at forfølge sin akutte lyst, og når man typisk kontinuerligt arbejder
på at styre sin lyst til det man vil spise, og igen og igen oplever, at det
kunne man ikke. Nogle gange, men bestemt ikke altid, fører det til svær overvægt,
omend ligeså mange mennesker kan spise og spise uden at tage på, så lad være
med at se efter overvægt som eneste indikation, for den behøver ikke at være
der. Du kan godt konstatere det ved dit barn, hvis du mærker at de bliver helt
elektriske og overfokuserede, når der kommer noget lækkert på bordet, hvis de
dynger for meget mayonnaise på deres mad, eller andet de nu lige bedst kan
lide, og hvis de alt for systematisk og vedvarende tømmer alle lagre i hjemmet
for lækkerier osv. Når ingen rest kan stå, og når intet lækkert kan gemmes.

Årsagen er
logisk: neurologiske handicaps relaterer alle til dopamincentre i hjernen, og
de udfordrede hjerner mangler løbende forhøjelse af dopaminniveauet, i det
dopaminniveauet sikrer høj grad af vågenhed, og hurtig arbejdshastighed i
hjernen. Det er klart at denne hjerne let lærer at forfølge og opsøge lette
dopaminkicks, og sådan skabes en hjerne der søger forhøjning af dopaminniveauet,
og her ved brug af spisning. Hvis du eller dit barn er misbrugsspiser, så vil
du som oftest også se, at misbrugstænkningen har bredt sig til mange andre
områder af din eller barnets adfærd.

Glemsom spisning er også en naturlig følge ved neurologiske handicaps, og jeg
medtager det som en spiseforstyrrelse, fordi det ofte bevirker at vi lever
usundt, ikke har styr på sundhedsgraden i det vi spiser, fordi vi er glubende
sultne, når vi endeligt spiser. Det er vel i grunden mere en forstyrret
spisning, end en egentlig spiseforstyrrelse. Ikke desto mindre er det meget
vigtigt at være opmærksom på også det, og kende til det.

Ved alle de
neurologisk handicaps er det sådan at vi befinder os næsten kontinuerligt i et
hyperfokus, vores eneste måde at koncentrere os på, er overdreven
koncentration. Du ved det måske ikke selv, men tro mig dine omgivelser har
opdaget det, du svarer aldrig når de taler til dig, selvom de sidder lige ved
siden af, de synes du er meget svær at komme i kontakt med, og du der har et
barn med et neurologisk handicap, du ved det i al fald godt, at ja: fokus er
ekstremt stærkt, på det vi nu engang beskæftiger os med, og vi har usædvanligt
svært ved at skifte fokus, fordi det er så ekstremt stærkt. Dette hyperfokus
betyder naturligt at alt andet lukkes ude, herunder altså også den naturlige
rytme og tidsfornemmelse, oplevelsen af tanker om måltider etc., eller den almene
fornemmelse af sult. Først når vi er sultne som ulve efter en mager vinter, får
behovet for mad pumpet sit budskab gennem det jernhårde fokus, og det får os
til at søge hurtig og let tilfredsstillelse af et forstyrrende behov, der
blander sig i vores fokus. Endvidere er vi lækkersultne, fordi vi er oversultne
og ikke kan vente på den rigtige eller sunde mad, men vil have akut behovstilfredsstillelse.

Manglende hjælp til sund spisning i
forbindelse med medicinering
er
igen symptomatisk. Dette viser sig som ovenfor, og består af akutte oplevelser
af voldsom sult, fra en hjerne der ikke har registreret dette naturligt, og
derfor overvældes af behovet.

Spisning som en hyperaktivitet opstår når vores hjerne keder sig,
når den er lige ved at falde i søvn og når den så løser problemet med en
naturlig kausalitet: bevægelse skaber forøget dopamin og forøget dopamin er
forøget vågenhedstilstand i hjernen. At spise involverer indtil flere
hyperaktiviteter: bevægelse, sansning, tænkning…

spisning som stim er det der sker, når vi som ved
selektiv spisning er overbelastede. Det er den autistiske overspiser. Her
spiser vi for at sanserne involveret ved spisning kan overdøve andre sanser.
Typisk fokuseres her på et eller andet specifikt element ved spisningen og der
er oftest også tale om meget selektivt valgte fødevarer: ekstremt voldsom
smagsoplevelse, eller meget”glat” madvare, eller meget kold madvare
osv. Det er præcist som når vi rokker, ruller, rører, eller udøver anden
automatiseret selvberoligende adfærd.

Som I ser
er der, når vi taler om de neurologiske handicaps god grund til at undersøge,
hvad der ligger bagom den forstyrrede spisevane, fordi tiltag skal rette sig
mod behovet, for at have varig og sund effekt. Det er klart at det kan være
nødvendigt i en periode at give os præparater med proteinrigt indhold osv., men
I bør også fortsat fokusere på at finde årsagen og håndtere den, så I i længden
ikke ender med kun at behandle symptomet. I har vel også opdaget at vi jo ikke
har løst problemerne her, men blot har beskrevet årsager og sammenhænge. Det at
vide nyt, giver også muligheden for at håndtere udfordringer på en ny måde.

Jeg ved også – indefra og udefra – hvor vanskelige vi kan være at hjælpe, og at
skabe forandring med, men vi er afhængige af at I ikke giver op, og af at I
kontinuerligt forholder os virkeligheden og beder os finde en sund vej i den.
Og inddrag nu endelig jeres børn i den viden I opnår, og i det I undersøger,
for de skal lære selv at kunne gøre det samme. Vi kan kun sjældent møde
spejling i det vi mærker indefra, sådan er det nu engang når man er del af en
meget lille minoritet. Jeres børn er afhængige af at I forældre, lærer dem om,
hvordan de selv finder frem til og vedligeholder, sunde og egne løsninger, der
er egnede til de unikke udfordringer, der er ved de neurologiske handicap.