Del II – for del I klik her

Jeg har et morderlig irriterende
tic, et desværre også tilbagevendende tic: jeg blinker med det ene øje, og det
gør jeg altid lige når jeg søger øjenkontakt, for lige at sikre
kommunikationen. I kender det godt, øjenkontakt er forstyrrende, og derfor
undgår vi den gerne, når vi skal fokusere. Jeg ved jo godt at den er vigtigt,
for andre såvel som for mig selv, og derfor kompenserer jeg nærmest
automatiseret ved lige at møde andres blik i min pointe, eller når vi giver
hånd og hilser på, eller af osv. Dette tic kan være overordentligt besværligt,
fordi det at blinke til andre, i mange sammenhænge er relateret til at blinke
til den man flirter med. Så når jeg så ser andre i øjnene, og samtidig såvel
smiler som blinker, så kan jeg let misforstås, som en der er godt i gang med
flirteriet. Det er klart at dette oftest opstår i de svære sociale sammenhænge,
hvor jeg i forvejen er særligt udfordret, og dermed at det bliver ekstra
upassende, når jeg lige skal hilse på en vigtigt kontakt i vores virksomhed, og
jeg så står og blinker til hendes mand bagefter…

Men ud over at være en god
historie og lettere irriterende, så er dette tic jo ikke voldsomt forstyrrende,
eller særlig svært at leve med.

Når man taler om tics, som er
ufrivillige bevægelser eller lyde, så skelner man mellem tre “typer”
der er væsentlige at kende til, som er typiske i kombinationen med ADHD, og til
en vis grad også ved autisme, og Aspergers Syndrom:

·
Forbigående
tics – kan være såvel motoriske (bevægelse) som vokale (lyd) – kan være variere
i intensitet, og kan komme og gå og skifte type, men har samlet set ikke en
varighed på længere end et år.

·
Kroniske
tics – er enten motoriske eller vokale – kan variere i intensitet, og kan komme
og gå og skifte type, men har samlet set længere varighed end et år, altså er
kroniske og tilbagevendende.

·
Tourettes
– tics som er både motoriske og vokale, kan variere i intensitet, kan komme og
gå, og skifte type, og er kroniske.

Årsagerne til tics er
omdiskuterede og er der er ingen evident sikkerhed for deres udgangspunkt, og
dermed for deres årsag. Der er dog sikkerhed for at der er relation til basal ganglierne, til Thalamus,
som vi selv har beskrevet nærmere i indlæg vedrørende søvnforstyrrelser, og Corpus Callosum, hvis
betydning i relation til de neurologiske handicaps vi vil komme mere ind på, i
kommende indlæg i denne blog. Der er også en sikkerhed for at der er anderledes
funktion i hjernen vedrørende det dopaminerge system, såvel som vedrørende
noradrenalin, adrenalin, og endeligt serotonin. Så langt så godt, og intet står
særligt klart endnu. Enten havde du allerede selv læst alt dette på forhånd,
eller også tænker du: ” det alt sammen meget godt, men hvad betyder det
for mine tics?”…

Og hold nu fast igen, for her
følger så den lavpraktiske og
forståelige version af de nerologiske mekanismer bag og omkring tics: Hjernen
der producerer tics er påvirket af de samme og velkendte udfordringer, som vi
kender det i ADHD’ens rene form, eller ved autisme eller Aspergers i sig selv:
forstyrrelse i organerne der vedrørende sanseinput og sansebearbejdning, og
endvidere nedsat forbindelse mellem de to hjernehalvdele. Lavpraktisk betyder
dette faktisk en del for forståelsen af tics. Tics er simpelthen “dopamineksplosioner”
i hjernen, som bevægeapparatet reagerer på, med de lettest tilgængelige akutte
udladninger i form af tics, enten motoriske, vokale eller begge dele. Tics er
en sund måde for hjernen at reagere på, når den oplever en pludselig overflod
af dopamin. Hvis hjernen er i en kontinuerlig tilstand af forhøjet dopamin
forårsager det psykoser, og dermed er tics hjernens sunde automatiserede måde,
at nivellere dopaminen på, således den ikke er farlig for hjernen. Samtidigt
sker der dog også det, at tics forhøjer dopaminniveauet, fordi tics er
bevægelse og bevægelse er med til at forhøje arousal i hjernen. Således kan de
der har svære tics ofte nikke genkendende til, at tics sætter gang i flere
tics, der igen sætter gang i flere tics, der i serier af tics afløser hinanden.
Dette kan være fuldstændigt udenfor nogen form for kontrol, og kan være så
vedvarende at det er udmattende og medfører stor forstyrrelse, såvel som
smerter i muskler og led, af de vedvarende og ofte rykvise bevægemønstre. Det
er begrundet at antage at dopamineksplosioner der udløses automatiseret i en
hjerne, er forårsaget af akut opstået behov for forøget arousal (hjernens
vågenhedstilstand), hvilket er en kerneproblematik ved de neurologiske
handicaps, hvorfor det også giver mening at antage, at der her er en
sammenhæng. Sammenhængen har dog intet forskningsmæssigt belæg, og er altså
endnu ikke evident.

Tics kan være enkeltstående tics,
som det jeg nævnte foroven – et tilbagevendende blink med øjet, det kan være
enkeltstående ord, og det kan være serier af bevægelser, og serier af ord,
eller lydudtryk, ligesom det kan være en kombination af begge dele: jeg kan
rykke mine arme rundt i en serie af mærkværdige bevægelser, have mange
sammentrækninger af dele af mit ansigt, og samtidigt lave en serie af lyde
“prrfft prfft prrfft, gggg gggg gggg, gnuk gnuk gnuk”. Sætninger kan
afbrydes af tics, eller sammenhænge kan blive voldsomt forstyrrede af dem. I
mindre voldsomme versioner kan tics være gryntelyde, snøften, hosten, rømmen
osv., eller kontinuerligt tilbagevendende nynnen, eller fx. enkelte ord eller
lyde. Mange med mildere tics, særligt børn og unge, dækker over deres tics ved
at lade bevægelsen fortsætte over i en almindelig bevægelse, og således kan
hånden der skal op til panden, som et tic, fortsætte med at løbe gennem håret,
som en kamuflage. Endvidere kan skældsordet, der var et tic, fortsætte ind i et
skænderi, fordi det ikke erkendes at det i første omgang kom ud som ufrivilligt
tic. Efterligninger af andres handlinger, mimik eller lyde kan også være tics,
og her kan andre opleve at der gøres grin med dem, og børn og unge kan have en
tendens til at fastholde at de handlede med vilje, frem for ufrivilligt,
hvilket kan medføre svære unødvendige konflikter. Fokus på selvkontrol kan blive
helt uden kontrol, hvilket forværrer tics, da det medfører stress, men en
endnu værre og typisk konsekvens kan
ofte blive tvangsbetingende handlinger og tanker – ofte også fører direkte til OCD,
eller meget rigide og stringente livsvalg, uden nogen plads til nuancer. Det er
altså meget meget vigtigt og væsentligt, at man hjælpes med at forstå og
erkende sine tics, og med at leve kærligt med den man nu er, også selvom det
ser meget anderledes ud, end de andre.

Tics kan klassificeres i en
længere undergruppe af forskellige tics, blandt andet kan man have den ovenfor
beskrevne ekkolali – at gentage hvad andre siger – koprolali ufrivillig anvendelse
af typisk sexuelt orienteret ordvalg, og mange andre undertyper, som man kan
læse mere om med simple søgninger på fx. Google, hvis der er nogen der har lyst
til at læser mere om dette.

Hvis vi holder fast i den
lavpraktiske forståelsesramme, der blev beskrevet ovenfor, så er det også
meningsgivende i forholdet til det vi nu ved om tics: de forværres ved stress,
de forværres efter perioder med stor udladning af fysisk eller psykisk aktivitet,
eller inaktivitet – dvs. tics er dermed hjernens ustyrlige, automatiserede
reaktion på for lav arousal i forholdet til dens automatiserede opfattelse af
behov for arousal. I og med at den reagerer på for lav arousal med voldsomme
dopaminudløsninger, kan man godt sige at den overreagerer, og dermed får den
også behov for at lave en udladning. Derfor er tics det man kalder ufrivillige.
Man kalder dem ufrivillige, frem for automatiserede, da de til en hvis grad og
i nogle sammenhænge kan undertrykkes. Når de undertrykkes vender de dog oftest
voldsomt tilbage, i forstærket grad. Igen giver dette mening, i forholdet til
den forståelsesramme, der gives i dette indlæg: når hjernen har behov for akut
forhøjet vågenhed udløser den akut vågenhedsstof (dopamin), og når dette
dopamin er for meget og for akut, så udløser den akut afladning af dette
(tics), den akutte afladning medfører igen udmatning og sænkelse, og i den
trætte eller stressede hjerne bevirker dette en dynamisk og reetablerende
cyklus af dopaminfrigivelse, tics, dopaminfald, dopaminfrigivelse, tics…
osv…

Så hvad kan man gøre ved det? Ja,
igen har vi en klar faktor der skal overvejes: hvad er stresniveauet i livet?
Stres er stærk medvirkende faktor i tics. Er tics værre i nogle sammenhænge end
i andre, eller efter nogle sammenhænge, end efter andre – find frem til hvad
der kan gøre det lettere. Forstå og kend dine tics, eller hjælp dit barn til
det samme, det er usundt at skjule hvem man er, og giver i længden mere
rummelighed og forståelse, at stå ved det og stå ved sine tics og undskylde når
andre står uforstående ved siden af, og kan få den tanke, at udtryk eller
bevægelser kan være med vilje, hvis de er kamuflerede.

Endvidere, er der medicinske
løsninger, til tider vælger man (oftest ved svær Tourettes) dopaminsænkende
former for medicin, dette vil typisk være antipsykotiske præparater fx.
Risperidon, Haldol ol.. Ved mild Tourettes eller ved mildere former for
kroniske tics har man fundet at dopaminvirkende, eller dopaminpåvirkende
medicintyper har god effekt, Dvs. fx. Methylphenidate, eller SSRI, og flere
specialister benytter dette. Dette er fortsat kontroversielt, fordi man jo i
sin rene form ser at man tilfører dopamin til et system, der jo kontinuerligt
af egen vej udløser mindre “dopaminbomber” i hjernen. Igen giver den
lavpraktiske forståelsesramme for dette indlæg god mening, idet reguleringen af
hjernens dopaminniveau, sænker at hjernen udløser disse mindre akutte
“bomber”, da der er ikke er samme behov for det. Det er korte af det
lange, er at det ofte ses at have positiv effekt. Endnu mere væsentligt er, at
det jo er kontraindikerende ved ADHD at medicinere med dopaminsænkende medicin,
da man jo ved at hjernen netop har for lav arousal (resultatet af for lavt
dopaminniveau i forholdet til behov), dermed er det hensigtsmæssigt ved
kombinationen af ADHD og tics, når lægen vælger at forsøge med dopaminvirkende
medicintyper, og overvåger dette i en indkøringsfase. Nogle medicinerende skal have
hjælp til at nedsætte stressniveauet i deres liv, fordi de umiddelbart anvender
medicinen til at nå endnu mere, en typisk ved reaktion ved udredning og
medicinering af mennesker med medicin. De skal så have hjælp til at sætte
tempoet ned, og finde en mere rolig vej, og først derefter kan man vurdere
hvorvidt medicinen har en mildnende eller forværrende effekt på tics.

Desuden kan man også dyrke
motion, her frigives meget dopaminpåvirkende stof, og selvom det i nuet kan
medføre flere tics umiddelbart efter træningen, så medfører det over sigt
højere dopaminniveau, og dermed mere jævnt forhøjet dopaminniveau, og færre
tics. Nogle hjælpes af musikterapi, der nedsætter stres, og udvikler Corpus
Callosum (giver flere forbindelsesled mellem hjernehalvdelene), nogle kan
“ticce på forhånd” eller “ticce af” dvs. bevidst give den hele armen, og så er
kroppen fri – også en form for motion, omend den her styres af ticsene – altså
råbe “PIK PIK PIK” fx. fremfor at løbe forpustet afsted på cykelstien
– alt som man lyster. Der er også muligheden for at skrive sig ud af sine tics
– i en periode – ud skal de jo i sidste ende – men man kan holde til flere
timers stillesidende deltagelse i konferencer eller lignende ved at skrive al
sine koprolalia betingende udtryk i margen på sit konferencematerieale, eller
som et af de børn vi havde i behandling skrev i sin “pik-bog” i
skolen.

Næste del omhandler
hyperaktiviteter – men der er kommet mange gode ideer til emner i bloggen og
kommende emner er blandt andet stress, behandlet mere generaliseret og de
konsekvenser som stressen har, endvidere seksualitet og arbejdsmarkedet, så
hold øje med bloggen her, del også gerne dine egne erfaringer, og husk at følge os her:

https://www.facebook.com/JHOconsult

Direkte videre til del III her