Hyperaktivitet

Del III – for del I klik her,
for del II klik her

“Sid stille!”
“Hold op med det!” “Ti nu stille lidt!” “Kan vi ikke
bare slappe lidt af!” Bare et par af de udtryk mennesker med
hyperaktiviteter ofte vil have hørt mange gange i deres liv. Sætninger som på
alle måder bør være udtryk for, at der er tale om automatiseret adfærd, som
personen ikke selv har kontrol over. Tænk lidt over det, – hvornår begynder vi
egentlig, under almindelige omgangsformer, at tale i bydeform til andre? Det
gør vi generet set kun, hvor omgivelsernes adfærd, er voldsomt forstyrrende,
set i forholdet til konteksten. Der er naturligvis en del forklaringer, der
bunder primært i vores egen stress, men når vi oplever at vi igen og igen til
vores børn, eller måske endog til vores samlever, vores kone eller mand,
gentagne gange ytrer sætninger i bydeform, hvis indhold tilnærmelsesvist ligner
de ovenstående, så kan der være god grund til at erkende, at det er bestemt
ikke normalt. Det er ikke normalt kontinuerligt at skulle gøre omgivelserne
opmærksom på, at der er noget i deres adfærd, der er voldsomt forstyrrende for
andre. Det er altså ikke normalt at have et bevægelses mønster der adskiller sig
så markant fra andres, at det medfører livsvarigt tilbagevendende kommentarer
og reaktioner fra omgivelserne, uden varig forandring ved den berørte.

Når vi, der har ADHD, til trods
for regulerende henvendelser fra omgivelserne, ikke varigt nedsætter omfanget
af hyperaktiviteter, så skyldes det jo at de er dels automatiserede, og dels at
de er dette, af en vældig god årsag. Som I husker fra de forrige afsnit, så
medfører bevægelse forhøjet arousal til den sovende hjerne, og hyperaktivitet
er jo blandt andet bevægelse. Det altså endnu en af de geniale metoder til
forhøjelse af dopaminniveauet, som den geniale og konstant kompenserende hjerne
har iværksat. Hyperaktiviteter er en gave, en gave der holder vores hjerne
opmærksom og i stand til at skærpe fokus.

Men hvad er hyperaktivitet? Pr.
definition er hyperaktivitet enhver aktivitet der ikke umiddelbart er nødvendig
i forholdet til indeværende situation. Dermed er hyperaktivitet en meget bred
gruppe af aktiviteter. Det ovenfor beskrevne indikerer primært bevægelse, og
lyd, altså at springe rundt, at løbe, at hoppe, at klø sig, at pille ved sine smykker, ærmegab…, at tale, at tygge, at synge, at nynne osv. osv.. Des mere forsøg på
kontrol, såvel bevidst som ubevidst, des mindre iøjefaldende hyperaktiviteter
af disse typer. Hyperaktivitet er dog jævnfør definitionen ikke blot de ting vi
umiddelbart kan iagttage, hvilket undersøgelser for ADHD ellers kan give den tanke
at det er, men hyperaktiviteter skal jo forstås i forholdet til hvilket behov
det er de opfylder for hjernen: hyperaktiviteter forhøjer arousal, altså
hjernens vågenhedsniveau. Dermed kan hjernen altså anvende alle de centre, der
forhøjer arousal. Hele sanseapparatet bevirker input der forhøjer arousal, og
derfor er der forhøjet input på alle sanseapparater, det er såvel syn, smag,
hørelse, følesans, lugtesans, som det er disse i sammenhæng, eksempelvis
bevægelse, eller det kan også være markant forhøjet tankevirksomhed,
eksempelvis kontinuerlig gang i refleksion og anden tankevirksomhed. Dermed er
den bærende og overvejende del af hyperaktivitet usynlig for omgivelserne, og
det er ikke muligt via umiddelbar observation at konstatere hvorvidt der er tale
om hyperaktivitet eller ej. Dette er særligt tydeligt når vi har fokus på piger
med ADHD, eller de mere stille drenge med ADHD, der ofte diagnosticeres med ADD
(altså opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet), til trods for markant
forhøjet hyperaktivitet blot af de usynlige typer. Dette også markant ved
voksne der sendiagnosticeres, idet de har lært sig selv at undertrykke
udadrettede hyperaktiviteter, hvilket ikke fjerner hjernens behov for at øge
arousal, men blot skaber en situation, hvor hjernen øger arousal ad anden vej.
Kort sagt at de mange sanse- og tankehyperaktiviteter stiger i antal og
intensitet, når de synlige fysiske hyperaktiviteter falder i intensitet og
frekvens.

Hyperaktiviteter har således til
formål at skabe forøget vågenhed i hjernen, ved blandt andet at skabe en
vedvarende forstyrrelse ved hjælp af sanseinput. Konsekvensen er at hjernen
ganske rigtig forbliver i forhøjet arousal, men det får også den utilsigtede
konsekvens at graden af forstyrrelse bliver så høj at en høj grad af
arbejdshukommelsens kapacitet tillige beslaglægges, og dermed nedsættes i
forholdet til de alment fungerende omgivelser. Af dette følger så endnu en
kompenserende adfærd og tænkning der er karakteristisk for alle mennesker med
en udfordret arbejdshukommelse – fokustænkningen, og plantænkningen, men mere
om dette på et senere tidspunkt. For nu er det vigtigt at holde fast i, at
hyperaktivitet har et væsentligt formål, og at de er hjernens eget
automatiserede system for kompensation for den nedsatte vågenhedstilstand der
er grundlaget for ADHD-hjernen.

Der medicineres ved ADHD primært
med en gruppe af medicin der betegnes centralstimulantia (fx. Ritalin,
Concerta, Motiron – det virksomme stof vil være enten en form for amfetamin –
dexamfetamin fx., eller det kan være Methylphenidate el.), denne medicin er
dopaminvirkende, og påvirker hjernens dopaminniveau direkte og over en relativt kort periode. I kraft af
dette stiger hjernens vågenhedsniveau, og dermed falder hjernens behov for
hyperaktivitet, og dermed også de forstyrrelser hjernen udsættes for. Dette er
baggrunden for medicinens positive effekt ved ADHD, såfremt man naturligvis kan
tåle medicinen. Der er også andre medicintyper, typer der påvirker det
dopaminerge system mere indirekte, og derfor ofte også påvirker andre systemer,
der i hjernen har andre formål end blot at regulere vågenhedstilstanden. Ikke
desto mindre har man det samme formål med medicineringen at mindske hjernens
behov for automatiseret iværksættelse af hyperaktivitet, der bevirker stærk
distraktion og forstyrrelse af såvel den berørte som af omgivelserne. Det er
altså meget kendetegnende at stoffer der rent kemisk vil give voldsom
overaktivitet ved mennesker uden ADHD, ofte vil virke beroligende på mennesker
med ADHD, idet deres aktivitetsniveau sænkes markant og tilnærmer sig rammen
for det almene. Således stod der i flere år på min søns medicin:
“beroligende ved ADHD”.

Nærværende fokus vil altså være,
at det ikke er meningsgivende at bede et menneske der udfører hyperaktivitet om
at “sidde stille”, “tie stille”, eller på anden vis være
regulerende i forholdet til dette, men nærmere at man imødekommer sit eget
behov: “uha, jeg bliver godt nok forstyrret af at du render rundt her lige
ved siden af mig…” og dernæst at man imødekommer den andens behov:
“kan du evt. finde en anden hyperaktivitet, der ikke er forstyrrende for
mig?”. For det kan vi altid! Nogle ved ikke dette om sig selv, at enhver
hyperaktivitet bevirker forøget arousal, og så er det jo at fokus må være at gå
i gang med at undersøge: kan jeg evt. tygge tyggegummi (bevægelse), kan jeg
gnide mine hænder mod det ru stof på mine jeanslommer (sansning og bevægelse),
kan jeg se mig om i lokalet (sansning), osv. osv. – det vigtigt er at man også
har hyperaktiviteter, der ikke kræver en særlig genstand at “dimse med”,
da man jo faktisk kan risikere at glemme en sådan, og hvad gør man så…

Dette var sidste afsnit i
gennemgangen af typiske bevægemønstre ved ADHD, Autisme og Tourettes. Der er
dog kommet gode forslag til andre emner der vil blive behandlet i bloggen, så
hold øje med bloggen her, del også gerne dine egne erfaringer, og glem stadigt
ikke at følge os her:

https://www.facebook.com/JHOconsult