Med risiko for efterfølgende social og faglig eksklusion, er
jeg nødt til at fastslå et faktum: bare fordi vi for cirka 40 år siden vedtog,
at der ikke var forskel på mænd og kvinder, så er det altså ikke rigtigt! Forskellen
er markant, og den er mere vidtgående, end vi lige umiddelbart kan konstatere
med det blotte øje.

Der har de seneste år været rettet en del opmærksomhed mod
det faktum, at karakteristika ved ADHD og Autisme, farves af kønsforskelle. Dermed
også, at der er behov for revision af metoder til at stille diagnoserne, idet
der er kønsforskelle i adfærd, der kan tilsløre adfærd indenfor rammen af de diagnostiske
kriterier, når der er tale om eksempelvis udredning af piger og kvinder med
neurologiske handicap af typen som ADHD og Autisme, i resten af dette indlæg
ofte under en hat betegnet “neurologiske handicap”.

Dette er naturligt, når man betænker at de karakteristiske
adfærdsmønstre ved diagnoserne er forståede og beskrevet via observationen af
drenge og sidenhen mænd, hvis adfærd gennemgående afveg så markant i den almene
ramme, at det medførte fastsættelsen af en række kriterier der var
kendetegnende for denne observerede anderledes adfærd. Efterfølgende er der
forsket og undersøgt mere tilbundsgående, men vedvarende med en kønsbias (en
“kønspartiskhed”), vi har altså opbygget en stor fond af viden
omkring de neurologiske handicap, som de fremtræder ved drenge og mænd, og
dermed også på hvilke indsatser der har bedst effekt for drenge og mænd.

Nu må I endelig ikke tro at jeg har en kønspolitisk dagsorden
med det jeg skriver, jeg har ikke en holdning i forholdet til dette, og synes
ikke det er “for dårligt”, eller “uretfærdigt” eller
lignende. Jeg konstaterer blot at dette er virkelighedens ramme, og dermed at
vi først gennem primært det sidste årti, har fået mere fokus på at definere og
forske i kønsforskellene. Dette ny fokus har allerede nu afstedkommet meget
interessante resultater, og relevante beskrivelser af nogle af de forskelle man
bør være meget opmærksom på, i forholdet til såvel sine børn, som sig selv – og
det neurologiske handicap.

Mærkværdigvis er der endnu ikke en ensartet stor interesse i
at undersøge, hvorvidt der også kan være lige så markante forskelle i hvilke
indsatser og behandlingsformer, der har bedst effekt på hvilket køn, eller om
der her er ensartede behov. Der er dog på dette område en stigende interesse og
der er også allerede nu interessant information tilgængelig, der er væsentlig
for det gode liv med et, evt. flere neurologiske handicap.

Gennem de sidste cirka tyve år, har vi gradvist fået en ny
forståelse af de neurologiske handicap, og nye forskningsresultater tenderer
efterhånden en ligedeling blandt kønnene, med en lille marginal overvægt i
forekomsten af neurologiske handicap ved drengebørn. Endnu er det sådan at der
i hele spektrummet for de neurologiske handicaps er tendens til at des højere
funktionsniveau des færre pigebørn med handicappet. Eksempelvis er der ved den
Infantile Autismenæsten ligedeling mellem kønnene, men des højere funktionsniveau, des færre pigebørn indenfor de diagnostiske kriterier, pr drengebarn. Hvad dette
kan skyldes vil bloggen her kort komme ind på nedenfor, men for nu lad os i
stedet gør opmærksom på et mere beskæmmende faktum: Til trods for at vi nu ved,
hvor mange piger der også har de neurologiske handicaps, så er
henvisningsgraden for piger markant lavere end for drenge, ligesom også udredningsgraden
er det for piger. Så lad os alle med udgangspunktet i den viden love hinanden,
at vi vil blive bedre til at henvise, udrede og anerkende også de vanskeligheder,
som måske i højere grad er indre, end de er ydre, og derfor tilsyneladende ikke
er så forstyrrende for omgivelserne, som de må være for den der er bærer af dem.

Husk også at den let genkendelige eksplosive adfærd og udadreagerende adfærd,
der næsten er blevet synonym med ADHD, faktisk ikke er ADHD, men ofte er
forårsaget af følgevirkninger ved ADHD og andre komorbide tilstande, som mindst
70% med ADHD har, men som sjældent er specifikt og grundigt beskrevet og dermed
også ofte mangler behandling. Dermed altså at den adfærd, der begrunder at vi
får øje på nogle af de der har neurologiske handicap, altså meget sjældent
reelt er fordi handicappet i sig selv er synligt for os, og dermed at der
sagtens kan være tale om endog meget vidtgående vanskeligheder hos den enkelte,
selvom dette ikke er tydeligt for omgivelserne.

Vi må altså nu antage, at præcist som ved alle andre
sammenhænge, vil der være kønsspecifik adfærd, der har en kæmpebetydning for
hvilket udtryk og hvilke synlige karakteristika de neurologiske handicap kan
få. Der er ikke blandt diagnostikere en egentlig overordnet manglende
erkendelse af dette, men der er en himmelråbende manglende praksisorienteret
tilgang til håndteringen af vores viden omkring de ovenfor beskrevne emner. Der
mangler konkrete retningslinjer for kønsspecifik udredning, og officielt
funderede beskrivelser af hvilke karakteristika der oftest er kønsspecifikke. Dette
for at sikre ensartede retningslinjer for udredning, således det ikke blot er
de heldige få, der møder en dygtig praktiker med et godt personligt og indblik
og en kæmpe erfaring, der modtager den rette udredning, men det også bliver de
mange, der møder de diagnostikere og udredere, der primært er overladt til at
vurdere ud fra opstillede retningslinjer og vejledninger vedrørende undersøgelse
af de opstillede kriterier.

Eksempler på konkrete områder, hvor der mangler konkrete
beskrivelser af kønsspecifikke forskelle er mangfoldige her nævnes et par
stykker:

Hyperaktivitet
ved ADHD, –
mange piger udredes med ADD, alene fordi deres hyperaktiviteter ikke er synlige,
læs mere om dette her ,det samme gør sig gældende ved de stille drenge med
ADHD.

Særinteresser
ved Autisme –
særinteresser relaterer ikke, som det ellers hyppigt forstås, til emnet for
interessen, men til intensiteten af interessen, og til hvilket omfang
fordybelsen har etc. Dermed er der igen mange – også her såvel drenge som
piger, der ikke registreres som opfyldende diagnosens kriterier. Mange piger vi
har arbejdet med har også haft særinteresser indenfor områder som tøj, mode,
hår, makeup, relationer, kommunikation ol.., og altså ikke blot i forholdet til
dinosaurer, frimærker, tog, eller bilnumre, som den meget stereotype opfattelse
af særinteresser foreskriver. Forskning på området for spiseforstyrrelser,
viser at mange med spiseforstyrrelse, antagelig har autisme, og at
spiseforstyrrelsen er opstået omkring en intens interesse omkring spisning og
mad.

Socialt/kommunikativt handicap

forstås også snævert som evnen til at indgå, idet der ikke skeles til hvorvidt
dette er på baggrund af kopiadfærd, eller tvangsmæssigt tillærte normer, og
dermed bevirker voldsom overbelastning af den enkelte. Som beskrevet ovenfor
har mange, særskilt kvinder med neurologiske handicaps, ofte gjort egne
udfordringer til områder for særinteresser, og kompenserer kontinuerligt for
deres handicap, ved iværksættelsen af kunstigt tillærte færdigheder opnået
gennem særinteresser, her typisk indenfor området kommunikation, og sociale
spilleregler og normer. Kvinder og pigebørn med Autisme beskrives ofte som
værende meget dygtige til at kopiere adfærd, hvorfor de ikke umiddelbart er synlige,
hvis de forsøges udredt med traditionelle tilgange og metoder. Endvidere er der
nu evidens for, at cirka 60% af alle der har autisme, antagelig også har ADHD.
ADHD medfører impulsive handlinger, der eksempelvis kan opleves i form af en
højere grad af opsøgende social adfærd. Vi har oplevet flere familier, hvor det
var usædvanligt svært at få anerkendt at deres børn havde såvel ADHD, som
Autisme, endog ved Infantil Autisme, idet man i udredningen ikke kunne forlige
sig med den opsøgende og tilsyneladende udadvendte sociale adfærd, og ikke
forestod den som et udtryk for kombinationen af de to handicaps, og så hvor
forstyrrende ADHD, var for barnet (og for de voksne) med Autisme. Altså at
impulser ved ADHD ledte til en social kontakt, der hverken var naturlig eller
sund for personens Autisme. Overordnet
skal forstås at selvom de neurologiske handicaps er kendetegnede ved sociale
udfordringer af markant omfang, betyder dette IKKE at mennesker med
neurologiske handicap slet ikke opfatter eller forsøger at overholde sociale
rammer og regler, og at de gør dette i højere eller mindre grad afhængigt af
evne, opdragelse, bevidsthed, og bestemt ikke mindst afhængigt af KØN.

Kvinder har – generelt – bedre forbindelse mellem de to
hjernehalvdele. Dette er noget af det der hjælper dem til at navigere i sociale
sammenhænge, de kan kombinere den digitale og planlæggende tænkning, med den
indlevende tænkning. Kvinder er på dette område på forkant af mændene, hvis
forbindelsesled mellem de to hjernehalvdele er målbart færre end ved kvinder. Dermed
har kvinder ofte defineret de sociale rammer i såvel kvindegruppens socialitet,
som i den fælles socialitet mellem kønnene. Dette er altså en kulturel ramme,
der hviler på en biologisk forskellighed. Her finder vi måske også forklaringen
på at des højere funktionsniveau i handicappets grad, des (tilsyneladende)
færre pigebørn. Piger og kvinder er – til trods for deres handicap – bedre til
at registrere og dermed ikke komme i karambolage med de sociale spilleregler. Det
betyder ikke at de har det let, blot at de forsøger, og har flere biologiske
kompetencer at forsøge med, lige på dette område, end drenge og mænd har. Til trods
for dette, er det også sådan, at rammen for det sociale for piger, og kvinder,
så også er mere snæver og det er lettere at falde udenfor, og dermed at denne
øvelse er så meget desto vanskeligere. Ikke desto mindre giver dette de
neurologiske handicap et lidt forskelligt udseende, set i forholdet til
kønnene, og dermed giver det også et behov for anerkendelse af behovet for
opstilling af kønsspecifikke kliniske retningslinjer for udredning og eventuel
diagnosticering af de neurologiske handicap.

Der er antagelig også behov for at vi skærper fokus på hvor
der er også er behov for kønsspecifikke tiltag i forholdet til behandling. Det
er evident at kvinders hormonelle cyklus påvirker det dopaminerge system, og dermed må det også være naturligt at antage, at der kan være
behov for at regulere medicin og anden behandling i forholdet til denne cyklus.
Hvor meget viden angående den hormonelle cyklus hos mænd har vi overhovedet
inddraget i vores overvejelser i behandling? Til trods for at der også er
evidens for sammenhængen mellem Testosteronniveauet og det serotonerge system,
og derfra videre til det dopminerge (læs også mere her).

Vi må dog også huske at handicap ikke blot er det medfødte
evt. erhvervede, der på væsentlige områder nedsætter det faktiske
funktionsniveau hos den enkelte, det er i lige så høj grad de kulturelle rammer
og krav, som omgiver os. Balancen mellem det vi selv kan gøre af indsats i
forholdet til mestring og håndtering af livet, og indsatsen der kan gøres i forholdet
til mestring og håndtering af den kulturelle ramme der er givet, afhænger
blandt andet af bevidstheden omkring dette. Såvel ADHD-foreningen som andre
foreninger og sammenhænge har i nogen tid været bevidste omkring det, at der er
de beskrevne, såvel som langt flere, forskelle ved kønnene, og der har gennem
længere tid været afholdt en del kurser og temadage vedrørende piger og kvinder
med ADHD. Vi er derfor utroligt glade for at ADHD-foreningen nu har taget det initiativ
også at afholde en temadag med fokus på de kønsspecifikke behov og kendetegn,
men denne gang med emnet “Drenge og mænd med ADHD“. Læs mere om dette
arrangement og tilmeld dig

Og husk nu at følge os på Facebook